Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 30. maj 2025

Regionsrådet nikkede den 28. april 2025 ja til et idéoplæg om at samle alle operationsstuer på sygehuset i Esbjerg i et nybygget operationsområde. Et projekt, der løbeer op i mellem 250 og 300 millioner kroner.

Den centrale operationsgang på Esbjerg Sygehus blev bygget i 1969, og operationsstuerne er derfor efterhånden nedslidte og for små, og de lever ikke op til moderne standarder.

Regionsrådet aftalte derfor i budgetaftalen for 2025, at der skulle udarbejdes et idéoplæg til, hvordan den centrale operationsgang kunne moderniseres og tænkes sammen med en helhedsplan for sygehuset.

Flere analyser har dog vist, at det vil give en række udfordringer – både i forhold til driften og det byggetekniske – hvis man alene skulle modernisere den eksisterende centrale operationsgang. Derfor er der udarbejdet et idéoplæg for et projekt, som samler alle operationer på sygehuset i Esbjerg i ét nyt område. Udover operationerne fra den centrale operationsgang skal den planlagte kirurgi og kæbekirurgien også foretages i det nye operationsområde.

På regionsrådsmødet den 28. april 2025 nikkede et enigt regionsråd ja til dette idéoplæg.

Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Region Syddanmarks udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, siger:

– Ved at samle alle operationer på sygehuset i Esbjerg i et nyt operationsområde sørger vi for, at sygehuset kommer på forkant med udviklingen. Samtidig mindsker vi ventetiden for patienterne og skaber mere rationelle arbejdsgange. Nu har vi et idéoplæg på plads og så skal nærmere analyser fastlægge, præcis hvor på sygehuset det nye operationsområde kan placeres.

Ifølge idéoplægget viser foreløbige analyser, at det nye operationsområde skal være på 6000 m2 og indeholde et modtageområde, flere end 20 operationsstuer, omkring 30 opvågningspladser, omkring 20 hvilepladser samt en sterilcentral. Både antallet af operationsstuer og opvågnings- og hvilepladser kan nå at ændre sig i projektets kommende faser.

Anlægsrammen for et nyt samlet operationsområde med sterilcentral spænder mellem 250 og 300 mio. kr., og ifølge den nuværende tidsplan vil første patient kunne modtages i det nye operationsområde engang i slutningen af 2029.