Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 17. april 226
Esbjerg Marineforening har fået en særdeles spændende og sjælden effekt til den i øvrigt store samling af effekter, der i forvejen pryder Marineforeningens hus på Fiskerihavnsgade 2 i Esbjerg.
Det nye klenodie er et særdeles gammelt flag, hvis oprindelse ikke er helt klarlagt, men hvor en undersøgelse hos relevante instanser tyder på, at det er et flag fra Marineministeriet, 1848-1950, (senere Forsvarsministeriet).
Så vidt, det har kunne registreres, har Matros Thomas Petersen, som var ansat ved Fyr og vagervæsnet på Wyl fyrskib syd for Esbjerg, overbragte flaget til den sidste formand for Rømø Marineforening, Arne Knud Hansen, som igen gav det til Ribe Marineforening ved fusionen af de to afdelinger.
Ribe Marineforening fusionerede i 2025 med Esbjerg Marineforening, og ved den lejlighed blev flaget overdraget til Esbjerg Marineforening, fortæller formand for Esbjerg Marineforening, John Koudal.
– Vi har gennem de kanaler, vi har til rådighed, forsøgt at klarlægge flagets historie, og dette er hvad, vi er kommet frem til, siger John Koudal.
Selv om Ribe Marineforening nu er en del af foreningen i Esbjerg, har de lokale medlemmer stadig en marinestue på Hotel Ribe, hvor medlemmerne mødes fredag fra klokken 16 til 18 i lige uger.
Esbjerg Marineforening blev stiftet i 1922 og har i dag til huse i en bygning på Fiskerihavnsgade. Her er der et par gange om ugen åbent hus for medlemmerne, nemlig onsdag og lørdag formiddag, ligesom der laves mange andre arrangementer for de omkring 260 medlemmer, foreningen tæller. Der er tale om fester, udflugter og ikke mindst Havfriske dage med gratis adgang til koncerten med Nordsøpigerne og Capstan og lignende.
I foreningens formålsparagraf, der i hovedtræk har stået uændret siden stiftelsen i 1913, hedder det:
Foreningens formål er at styrke nationens interesse for SØVÆRNET og SØFARTEN ved fælles arbejde for denne sag, samt at vedligeholde forbindelsen og kammeratskabsfølelsen mellem personel, der har gjort tjeneste eller er tjenestegørende i søværnet.
Marineforeningen retter sig således mod hele “det maritime Danmark”, og kan også optage mænd og kvinder, der uden at have gjort tjeneste i søværnet, Marine hjemmeværnet eller handelsflåden, og for alle som nærer interesse for orlogs- eller handelsflåden og dermed beslægtede erhverv.
Marineforeningen arbejder ud fra den erkendelse, at Danmark er en maritim nation, hvis historie altid har været betinget af et troværdigt søsforsvar, der kan hævde landets suverænitet. Hertil kommer, at den danske handelsflåde hører til en af de mest moderne og effektive i verden, hvilket ligeledes er medvirkende til at tegne det maritime Danmark.
Marineforeningen har derfor gennem hele sin historie haft et tæt og godt samarbejde med søværnet og søfarten.
Marineforeningen lægger vægt på at bevare “god orlogsskik” og at videreføre de gode maritime traditioner.









































































