Tekst : René Jørgensen Illustration: Esbjerg Kommune
22. januar 2026.

Esbjerg Kommune sætter ny retning for byudviklingen frem mod 2038

Med Kommuneplan 2026–38 tegnes en mere bæredygtig kurs for Esbjerg Kommunes fysiske udvikling de næste 12 år.

Kommuneplanen, som blev endeligt vedtaget af Esbjerg Byråd den 1. december 2025, markerer et tydeligt paradigmeskifte for byudvikling i Esbjerg Kommune. Hvor man tidligere har byudviklet i kanten af byen, fokuserer denne plan på byliv, fortætning, mobilitet og sammenhæng inden for eksisterende by- og parcelhusområder.

Et centralt greb i planen er indførelsen af såkaldte knudepunkter som bystrukturerende princip. Fremtidig byudvikling skal i højere grad samles omkring kollektiv trafik, service og funktioner – til gavn for både klima, mobilitet og hverdagsliv.

“Kommuneplan 2026–38 er et ambitiøst og nødvendigt skridt i udviklingen. Vi har bevidst valgt at ændre retning og sætte byliv, variation i boligformer og sammenhæng i byen forrest. Det er en plan, der tager ansvar for både klimaet og for den måde, mennesker faktisk lever deres liv på,” siger Kurt Bjerrum, formand for Plan, By & Lokalsamfundsudvalget.

Boliger med større variation

På boligområdet bygger den nye kommuneplan videre på Boligpolitik 2024-2034. Begge steder er der fokus på at understøtte de lokale flyttekæder med en større variation i boligbyggeriet. Det betyder fx, at parcelhusområder suppleres med rækkehuse eller andre boligtyper, for at give nye muligheder for beboere, der ønsker at blive i lokalområdet, men i en anden boligform.

Klarere rammer for klima, energi og infrastruktur

Samtidig er kommuneplanen blevet markant styrket på de mere tekniske områder. Temaerne for forsyning, affald og spildevand er blevet gennemarbejdet og præciseret i tæt dialog med DIN Forsyning, mens vedvarende energi nu er samlet i et selvstændigt tema med klarere retningslinjer for vindmøller og solceller.

Et nyt og markant element i planen er udlægget af en infrastrukturkorridor, som skal sikre plads til den samlede infrastruktur, der er nødvendig for Esbjergs fortsatte erhvervsudvikling. Grebet er nytænkende og skal give bedre langsigtet planlægning på tværs af energiforsyning, transport og tekniske anlæg.

Bred politisk proces og stor interesse

Forslaget til Kommuneplan 2026–38 var i offentlig høring fra 10. april til 12. juni 2025 og gav anledning til 98 høringssvar. En supplerende høring i efteråret 2025 gav yderligere fire høringssvar. Undervejs har både fagudvalg og byråd været tæt involveret i arbejdet, herunder ved et temamøde i februar 2025.

Fra den 22. januar 2026 kan borgere og virksomheder gå på opdagelse i den nye kommuneplan her: https://kommuneplan.esbjerg.dk/