Tekst: Johnny Tauman Foto: René Jørgensen
4. maj 2020
Mange har undret sig over byggeriet ved Digehytten – lige bagved Ribediget. Hvordan har Danmarks Naturfredningsforening kunne acceptere et sådant byggeri? Og for at komme nærmere en forståelse heraf, har RYK IND RIBE søgt aktindsigt. Og ved gennemgang af materialet fremgår, at der faktisk ikke er tilladelse til at bygge på stedet før efter 31. august.
Kystinspektoratet har givet dispensation til opførelse af formidlingssted ved Vester Bjergvej 4 inden for strandbeskyttelseslinjen (ejendommen matr. Nr. 83ad og 87m V. Vedsted By, V. Vedsted, i Esbjerg Kommune). Dispensationen er givet med følgende vilkår: ”Tidspunktet for anlæggelsen af informationsbygning skal holdes uden for fuglenes yngleperiode fra 1. marts til 31. august”.
Nu er det så bare sådan, at der er bygget på stedet i marts og april!
Lægger sig fladt ned
RYK IND RIBE har forelagt dette forhold for Esbjerg Kommune, hvortil landskabsarkitekt Steen Gelsing svarer følgende: – Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at jeg ikke lige havde bemærket dette vilkår fra Kystdirektoratet. Jeg har været mere fokuseret på at få gjort stedet færdigt inden den nu udskudte indvielse den 21. juni.
Steen Gelsing fortæller, at de fire shelters stod færdige den 18. marts og Info-bygningen har sammenlagt taget en lille uge i første halvdel af april at opføre.
Esbjerg Kommune har informeret Kystdirektoratet om situationen og fået oplyst, at Kystdirektoratet ikke agter at gøre yderligere ved sagen.
Fjernelse ville forstyrre mere
RYK IND RIBE har haft kontakt til Miljø- og Fødevareministeriet – Kystdirektoratet i Lemvig, og modtaget følgende svar fra områdechefen i Kystzoneforvaltningen, Hans Erik Cutoi-Toft: – Det er korrekt, at Kystdirektoratet ikke forfølger sagen yderligere. Det skyldes, at der er givet varig dispensation, og at et krav om fjernelse nu vil medføre en øget påvirkning i fuglenes yngleperiode.
På den baggrund vil det være uhensigtsmæssigt at gøre yderligere.
Esbjerg Kommune må derfor være glade for de ynglende fugle!
Hvad mener Danmarks Naturfredningsforening.
En henvendelse til formanden for DN Esbjerg, gav ikke noget svar på om foreningen har gjort indsigelser til byggeriet. Tidligere har foreningen været imod byggeri i landzone med den begrundelse, at landzone er for landbruget. Om foreningen har indsendt bemærkninger til kommunen fremgår ikke af aktindsigten, derfor er der taget kontakt til det lokale medlem af Danmarks Naturfredningsforening, Henrik Præstholm for en kommentar. RYK IND RIBE har ikke modtaget noget svar i skrivende stund og vender naturligvis tilbage med en eventuel kommentar.