Tekst Hasse Jørgensen, lørdag den 25. maj 2024

Esbjerg Kommune har fået et forældrenævn for dagtilbud, hvis opgave det er at samle forælderens stemme og være talerør overfor byrådet og børn & skoleudvalget.

Efter næsten et års forberedelse er forældrenævnet i Esbjerg kommune en realitet til stor glæde for alle formænd i områdebestyrelserne.

Line Grønfeldt Olsen igangsatte processen i starten af 2023 i samarbejde med Forældrenes Landsorganisation, FOLA. Herefter blev alle formænd i bestyrelserne for dagtilbud indkaldt, og alle var begejstrede over idéen med forældrenævnet.

Line Grønfeldt Olsen siger: – Jeg havde i lang tid overvejet, hvad man kunne gøre for at styrke forælderens stemme og give mulighed for tættere politisk dialog i Esbjerg Kommune. Dette lykkedes i tæt samarbejde med FOLA, udvalgsformanden for børn & skoleudvalget, dagtilbudschefen og formændene i områdebestyrelserne. Jeg håbet er, at forældrenævnet vil sikre, at politikudviklingen i kommunen sker i tæt samskabelse med forældrene.

Formål med forældrenævnet

Forældrenævnet skal samle forælderens stemme og være talerør overfor byrådet og børn & skoleudvalget. Forældrenævnet er naturligvis uafhængigt af parti-politik og varetager forælderens interesser.

Forældrenævnet skal arbejde med de overordnede principielle og generelle problemstillinger for hele dagtilbudsområdet i Esbjerg kommune med henblik på i fællesskab at sikre udviklingen af de bedste rammer for kommunens børn, forældre og personale i dagtilbuddene. Det skal også bidrage til en bred debat om dagtilbuddenes kvalitet og serviceniveau samt sikre, at dagtilbuddene rangerer højt på den politiske dagsorden.

Forældrenævnet står også til rådighed for at rådgive byrådet og børn & skoleudvalget i spørgsmål og emner, der er relevante for dagtilbud i Esbjerg kommune.

Forældrenævnets sammensætning

Forældrenævnet er sammensat af en forældrerepræsentant fra hver områdebestyrelse, en fra dagplejens forældrebestyrelse, en fra Kornvangens forældrebestyrelse samt én forældrerepræsentant valgt blandt de selvejendes forældrebestyrelser. Dette sikrer en bred repræsentation af forældresynspunkter fra forskellige områder af kommunen.

Medlemmerne af nævnet er: Janni Maj Jespersen, Ida Bæk Germann Kraft, Jacob Steffensen, Lotte Ilsøe, Lise Hedegaard Bruun, Birte Andersen, Jeppe Nyhse Dahl, Trine Søgaard Strandby, Line Grønfeldt Olsen.

I en pressemeddelelse udtaler forældrenævnet:  “Oprettelsen af Forældrenævnet markerer en vigtig milepæl i vores ønske om at skabe et tættere samarbejde mellem forældre og det politiske niveau. Vi ser frem til at få en mere direkte dialog med politikerne og bidrage med vores indsigt og erfaring i udviklingen af dagtilbud i kommunen.”