Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, søndag den 21. februar

Det er Esbjerg Kommune, der er miljømyndighed i sagen og således selv kan træffe beslutning om grødeskæring eller ej i Mølledammen.

Men det er ikke nogen god ide at gøre det, og beslutter kommunen sig for grødeskæringen, skal sagen forelægges for Miljøministeriet, der også skal indbringe den for EU.

Det er kortfattet den besked, kommunen har fået fra Miljøstyrelsen. Beskeden kommer som et svar på en henvendelse i sagen, som kommunen tidligere har sendt til Miljøstyrelsen. Kommunen ville høre, om det er i orden at dispensere fra Natura 2000 og slå grøde i Mølledammen.

Miljøstyrelsen peger i sit svar på, at grødeskæring i dammen vil ændre forholdene meget, og at det bl.a. vil kunne skade Snæblen, som Danmark har en forpligtigelse til at søge bevaret. Snæblen er en truet fiskeart, der kun lever i dette område.

Miljøstyrelsen har også sendt sagen til udtalelse i Slots og Kulturstyrelsen for at høre, om der var nogle kulturmæssige ting af stor almen betydning, der kan begrunde en grødeskæring.

Det mener Slots- og Kulturstyrelsen ikke er tilfældet, selv om der fra lokalt hold er peget på, at Mølledammen er en betydende del af hele bymiljøet i Ribe.

Brevet fra Miljøministeriet er sendt til Esbjerg Kommune allerede den 11. februar, men det er endnu ikke officielt forelagt politikerne, og det undrer mange.

– Der er meget grøde i Mølledammen, men der er endnu mere grøde i hele sagen, siger den socialdemokratiske gruppeformand i byrådet, Jørgen Ahlquist, Ribe.

Hvad siger du til sagen?

– Svaret kommer sådan set ikke som nogen overraskelse for mig. Vi har tidligere fået at vide, at kommunen er myndighed, og nu får vi det at vide igen. Hele sagen startede jo ved kommunesammenlægningen, hvor myndigheden i den slags sager blev overgivet til kommunerne, siger Jørgen Ahlquist.

Svaret fra Miljøministeriet bliver formentligt behandlet på det næste møde i udvalget for teknik og byggeri. Udvalget er tidligere gået ind for, at grødeskæringen skal gennemføres.