Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto Colourbox, onsdag den 5. februar 2025
Hvordan har du det? Det bliver 300.000 tilfældigt udvalgte danskere spurgt om i Danmarks største spørgeskemaundersøgelse om sundhed, som begynder 4. februar. Det er femte gang, undersøgelsen gennemføres, og resultaterne skal bruges til at forbedre sundheden i Danmark, herunder også i Esbjerg Kommune.
Sover du godt om natten? Føler du dig sund og rask? Føler du dig af og til ensom? Det er nogle af de mange spørgsmål, som 300.000 tilfældigt udvalgte danskere bliver spurgt om i den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse ”Hvordan har du det?”.
Det er femte gang siden 2010, at undersøgelsen gennemføres, og man skal være 16 år eller derover for at deltage.
Undersøgelsen er den største af sin art i Danmark, og den giver et unikt billede af danskernes sundhed og trivsel. Samtidig viser undersøgelsen, hvor i landet der er særlige sundhedsudfordringer netop nu, så man har mulighed for at gøre noget ved dem. Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaet.
Sundhed – en grundpille i det gode liv
– Sundhed er vigtig for vores livskvalitet. Derfor vil vi som kommune bidrage aktivt til at skabe og udbygge de rammer, der giver alle personer mulighed for at leve et sundt liv og for at få den hjælp og støtte, der kan være brug for. Det kræver en bred palet af sundhedsindsatser og vel at mærke indsatser, som borgerne oplever, giver værdi. Med undersøgelsen ”Hvordan har du det?” får vi et godt fingerpeg om, hvor vi i fremtiden skal sætte ind, for at borgerne i Esbjerg Kommune trives bedst muligt og kan have et aktivt liv med høj livskvalitet, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.
Resultatet fra den sidste undersøgelse viste blandt andet, at hver sjette borger i Esbjerg Kommune føler sig alene eller har en følelse af ikke at høre til. En større gruppe oplever symptomer på angst og depression.
– Svarene betyder, at vi kan sætte ind med tiltag, der hvor behovet er størst. Sammen med foreninger og andre aktører i lokalsamfundet arbejder vi blandt andet med at skabe rammer for, at borgerne kan deltage i aktiviteter, der kan fremme fællesskaber og forebygge oplevelsen af at være uønsket alene, oplyser direktør for Fritid Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.
Om undersøgelsen
De danskere, der er udtrukket til at være med i undersøgelsen, får spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” i deres digitale postkasse eller som fysisk brev, hvis ikke de har en digital postkasse.
Deltagerne er tilfældigt udvalgte, og det er selvfølgelig frivilligt, om man ønsker at være med. Spørgeskemaet vil enten komme fra Region Syddanmark eller fra Statens Institut for Folkesundhed.
Undersøgelsen varer fra 4. februar til 18. maj 2025, og alle, som udfylder spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om pengepræmier på op til 15.000 kr.
Borgere, der har spørgsmål til undersøgelsen, kan ringe på tlf. 76 63 15 20.
Det er alle fem regioner, Statens Institut for Folkesundhed og Sundhedsstyrelsen, der gennemfører undersøgelsen på baggrund af en aftale mellem Danske Regioner, KL, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Finansministeriet.
Resultaterne af Sundhedsprofilundersøgelsen 2025 offentliggøres i marts 2026 og bliver samlet på hjemmesiden www.danskernessundhed.dk, hvor det også er muligt at læse resultaterne fra tidligere undersøgelser.