Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 21. marts 2022

Initiativtagerne bag Ribe Historie- og Aktivitetspark er kommet endnu tættere på det endelige mål om at skabe en helt færdig park.

Som alle andre entreprenører har personkredsen bag parken oplevet, at materialeudgifterne er steget, og i og med, at initiativtagerne gerne vil aflevere en fuld færdig park, arbejder initiativtagerne fortsat på at skaffe den sidste lille million, som det koster at gøre projektet helt færdigt. Pengene skal bl.a. bruges til belysning, rullegræns og beplantning.

Esbjerg Byråd har afsat 500.000 kroner som betaling for driftsudgifterne i de kommende år, og mandag besluttede byrådet at konvertere 250.000 kroner af disse penge til anlægsudgifter, så de kan indgå i det restbeløb, der mangler for at gøre parken helt færdig.

Jakob Lose (V), formand for kultur- og fritidsudvalget, nævnte i sin anbefaling af ansøgningen, at det er svært at få pengene til at slå til og at initiativtagerne arbejder på at indsamle de sidste midler.