Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 7. oktober 2023
Erhvervsmanden Peter Laursen fra fa. Ib Laursen melder sig nu med en mulig støtte, så julebelysningen i Ribe kan bevares.
Som tidligere omtalt i Ryk Ind Ribe møder handelsstandsforeningen op til den forestående generalforsamling med to budgetforslag. Et, hvor julebelysningen droppes, eller et, hvor julebelysningen bevares, men hvor den aktive markedsføring halveres og der kommer et underskud på 100.000 kroner.
– Jeg støtter julebelysningen, og jeg vil give et bidrag. Det er lidt ærgerligt, at man skal ud i sådan noget for at få det etableret, siger Peter Laursen.
– Men det er åbenbart et spørgsmål om at have en by koordinator eller julelys?
Jeg ved ikke, om man ligefrem kan gøre det sådan op. Der er jo også mange andre ting, der koster penge. Kommunen har ikke lige pengene til det, og det er jo en lang diskussion, hvad der er penge til.
– Der er forslag fremme om, at man skal lave en indsamling eller danne en forening til fordel for julebelysningen. Vi er omkring 8000 i byen, og hvis hver gav 100 kroner, var man langt med hensyn til penge til julebelysningen?
– Det er rigtigt, og det er let at synes sådan. Men når pungen skal op, kniber det måske lidt mere. Jeg ved ikke, om det er en ide at starte en forening, men jeg vil rigtig gerne støtte julebelysningen. Den er hyggelig, den skal være der, og den trækker masser af mennesker til byen, siger Peter Laursen, der var initiativtager til og medstifter af Riplay Børnenes By.