Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 1. marts 2023
Annemette Krap er en erfaren dame, når det drejer sig om drift af købmandsforretninger.
I 26 år har hun været leder indenfor Dansk Supermarked, og hun har været med til at åbne både en Fakta og en Netto i Ribe, ligesom to af de souschefer, hun har haft, i dag er ledere af en Rema 1000 og en Netto i Ribe.
– Der er da også flere, der har sagt, at de kan kende mig fra tiden i Ribe, selv om det efterhånden er mange år siden.
Uddannelsen som købmand fik Annemette Krap i Frikøb i Gram, og da hun for godt et år siden besluttede sig for arbejdsmæssigt at drosle lidt ned, blev hun leder af non food afdelingen i ABC i Rødding. Og nu står den erfarne dame som ny uddeler i Roager Brugsforening, hvor første arbejdsdag var i dag, den 1. marts.
– Det var slet ikke planen, men jeg kan lide det. Bestyrelsen henvendte sig til mig, og jeg vil meget gerne prøve af få beboerne i Roager og andre til at handle i den lokale brugsforening, siger Annemette Krap i en kort pause på en ellers travl dag, hvor der som ny i butikken var mange ting at sætte sig ind i.
Hun erkender, at det er svært at drive de små brugsforeninger og købmandsforretninger i landområderne.
– Mange bekendte har sagt til mig, at jeg netop er så tosset, at jeg er den rigtige til sådan et job. Jeg er bestemt ikke kommet her for at træde nogen over tæerne, men det er klart, at jeg kommer med nogle nye ting, som jeg gerne vil prøve af. Det er jo kun de døde fisk, der flyder med strømmen.
– Jeg skal nu lære kunderne at kende, og jeg vil meget gerne, hvis de vil komme til mig og fortælle, hvis en vare er ved at nærme sig udløbsdatoen. Det bliver jeg bestemt ikke sur over. Så kan vi få prisen sat ned, så den bliver solgt, siger den nye brugsuddeler, der bor i Gram.









































































