Tekst og foto: René Jørgensen
3. april 2019.

Er rådhuset i Ribe ved at lukke ned?

Esbjerg Kommune er som tidligere nævnt i gang med en forsøgsordning med digital selvbetjening i borgerservice – en ordning, som vil blive afprøvet i hele 2019.

RYK IND RIBE er blevet bekendt med, at der i står 18 – 20 tomme kontorer i bygningen ud mod parkeringspladsen i Sankt Nikolaj Gade

Men hvad skal der ske, når Børn og Dagtilbud flytter til Esbjerg til maj, og derved udløser yderligere ca. 15 tomme kontorer. Kun dagplejen, der er placeret på den gamle borgmestergang, er så tilbage på 1. sal. Børn og Dagtilbud servicerer området med børn fra 0 år til skolestart.

Tidligere var sundhedsplejen på Giørtz Plads, men den funktion blev overført til Børn og Dagtilbud forrige år, og derfor må deres lokaler vel også blive flytte til Esbjerg.

Efter RYK IND RIBEs oplysninger er der kun få funktioner tilbage i bygningen.

Men ved de lokale politikere, hvad der skal være i alle de tomme lokaler? – Ved de, at rådhuset er ved at blive tømt? Kommer der nye funktioner? Hvad skal der ske? –  Vi vil forholde dem problematikken.

Tidligere har RYK IND RIBE arbejdet med en idé om medborgerhus i nogle af lokalerne, der samtidig kunne have en ansat fra borgerservice nogle dage om ugen til at udfylde den funktion, borgerne i Ribe efterlyser. Der er stadig en kantine i bygningen – faktisk er der to, så mulighederne er tilstede. Tidligere har der været nævnt muligheden for kontorfællesskaber for private firmaer i bygningen. Men hvad skal der ske?
RYK IND RIBE har onsdag forelagt artiklen for de lokale byrådsmedlemmer – og vender tilbage, når der foreligger nyt i sagen.