Tekst Hasse Jørgensen, illustration Nationalpark Vadehavet, tirsdag den 18. april 2023

Skal der bygges store testmøller til vindindustrien, og det skal der, skal det ikke være et sted, hvor en helt unik og meget sårbar natur vil blive ødelagt, og hvor arbejdet med at bevare Danmarks ældste by vil blive påvirket i meget negativ retning.

Det må være hovedkonklusionen på den debat, Esbjerg Byråd mandag havde om eventuel placering af de store testmøller på 450 meters højde i Vadehavet ved Ribe eller længere syd på.

Debatten i byrådssalen koncentrerede sig om Ribe-marsken, og der var bred enighed om, at sige nej til disse vindmøller, der omfatter i alt otte på en samlet strækning over 6 kilometer.

I debatten var både Karen Sandrini (S) og Jørn Bosen Andersen (SF) pikerede over den fremgangsmåde, staten har brugt ved udpegningen af de steder, der nu screenes for at undersøge muligheden for testmøller. Bl.a. var man pikerede over, at kommunen end ikke er bedt om et høringssvar.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) slog fast, at nu får staten et høringssvar uanset, om der er bedt om det eller ej.

– Det giver os et fundament at stå på i det videre arbejde.

– Vi er enige i, at der er behov for testcentre til vindmøller, for ellers foregår det bare i udlandet, og så risikerer vi, at vindindustrien også forsvinder. Men det skal ikke være i Esbjerg, slog borgmesteren fast.

Formanden for klima- og miljøudvalget, Jørgen Ahlquist (S) ridsede hele sagen op og pegede på de ting, der gør, at testcentrene ikke skal placeres i marsken:

Vadehavet er verdensarv og er uerstatteligt, Nationalpark Vadehavet kan ikke opfylde loven om nationalparker, det strider med aftaler med Holland og Tyskland, møllerne ødelægger naturen og fugles ynglepladser, det strider mod fredningsbestemmelser, det strider mod naturgenopretningsprojekter på Mandø og ved Kongeåen og det strider mod de bestræbelser, der hidtil og fremover skal gøres for at bevare Danmarks ældste by.

Karen Sandrini slog bl.a. fast, at man redder ikke naturen ved at ødelægge nogle af de dyrebareste dele af den.