Tekst & Foto: Johnny Tauman
21. september 2020

– Visionen Ribe til Havet og en bevægelig bro over Ribe Vesterå bliver gennemført, fortæller Hans Otto Sørensen (V), da RYK IND RIBE møder ham ved Ringvejen. Licitationen må vise, om løsningen bliver en klapbro eller en svingbro.

Trafikforhold blev drøftet

Hans Otto, der søger opstilling til Folketinget for Esbjerg Omegnskredsen fortæller, at han op til weekenden haft talt med to af Venstres folketingsmedlemmer, Kristian Pihl Lorentsen, som er Venstres trafikordfører og Hans Christian Schmidt, som er tidligere trafikminister. – Under vores samtale snakkede vi om trafikforholdene ved Ribe – A 11 udbygningen – klapbroen – Kammerslusen – mm, forklarer Hans Otto Sørensen, mens han i morgentågen peger på den gamle ringvejsbro, som SKAL udskiftes.

 

Venstres politik er fast og entydig

Fra samtalen med folketingspolitikerne lyder det klart: – Venstres politik ligger fast og er helt entydig. Udbygningen gennemføres som planlagt, idéen om et: ”Ribe til havet” fastholdes.
Der fastslås endvidere, at hvis de af staten bevilgede midler ikke rækker helt til, så er der vilje til at finde de sidste kroner, der mangler i at færdiggøre projektet, herunder også klapbroen.

Penge kan ikke bare flyttes

Hans Otto Sørensen siger hertil: – Hvis projektet skulle ændres – læs klapbroen sløjfes – ville midlerne jo ikke komme til vores område – det er statslige penge, så de ville bare blive i statskassen for senere at blive brugt et andet sted, som i hvert fald ikke er Esbjerg Kommune. Penge fra statskassen, som vi ikke kan råde over. Kommer klapbroen eller svingbroen ikke, er pengene tabt for vores område.

Fokus på hovedvejes udfordringer

Inden vi bevæger os ud til Ribe Kammersluse, oplever vi en lang række tunge køretøjer og en enkelt traktor på den trafikerede hovedvej. – Der skal nok ses på en løsning med nogle forholdsvis lange vigepladser til de lange traktortræk og den stigende turisme med autocampere, som gerne vil fotografere den flotte by, tænker Hans Otto og tilføjer: – Og så skal der på den hovedvej som andre i landet tænkes på 2+1 veje.

Kammerslusen og vandmasserne

Men tingene hænger nu sammen. – Vandstanden stiger i verdenshavene – og dermed også Vadehavet. Hvis man sammenholder det med stigende nedbørsmængder, så kan det være svært at få vandmasserne hurtigt nok ud ved oversvømmelser i baglandet, konstaterer Hans Otto og foreslår: – Derfor skal der ses nærmere på Kammerslusen, som bør bygges bredere, og dermed kan der samtidig skabes mere optimale muligheder for sejlads med vadehavsskibe, forslår Hans Otto, der også fremfører muligheden for at pumpe vandmasserne ud på den anden side af diget med et højvandspumpeanlæg, når blæst og storm i flere dage lukker slusen. Lignende burde overvejes flere steder, bl.a. ved Kongeåen.

Stabil sejlads kræver konstant vandstand

– Men jeg er fortaler for et større anlægsprojekt, der skaber mulighed for en ændret Kammersluse, så vandmasserne på kortere tid kan strømme ud, siger Hans Otto Sørensen til RYK IND RIB, mens han i samme åndedrag nævner det arbejde, som Esbjerg Kommune har bevilget til havnen i Ribe. – Det bliver rigtig godt, men jeg kan også godt indrømme, at jeg min begejstring er vakt med udsigt til større og større fokus på andre turistformer end charterferien. Der bygges flere skibe – og muligheden for at sejle til Ribe er et godt brand, men forudsætningen for en stabil besejling af Ribe er en lidt mere konstant vandstand om sommeren end i dag, er slutreplikken.