Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, tirsdag den 12. oktober

Om det er det forestående kommunalvalg, der var den udløsende faktor, skal være usagt, men en kendsgerning er det, at samtlige politiske partiers og listers repræsentanter havde stor talelyst, da kommunens budget blev behandlet anden og sidste gang mandag aften.

På trods af, at det var et enigt byråd, der stod bag forliget, hvor man undgik de foreslåede besparelser, tog debatten om budgettet op mod et par timer. Og indlæggene kom langt omkring. Også så langt, at borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) opfordrede byrådsmedlemmerne til at holde sig til budgettet og ikke alt muligt andet.

Borgmesteren glædede sig i øvrigt over, at byrådet ikke ”har slået ud med armene” men givet det nye byråd et fornuftigt fundament at stå på. Og han glædede sig over, at parterne har bøjet sig mod hinanden, har givet afkald på mærkesager og at det er lykkedes at indgå forlig.

Jesper Frost Rasmussen glædede sig også over, at der er afsat flere penge til voksenhandicap- og familieområdet, hvor udgifterne er stadigt stigende. – For, som han sagde, skal vi tage os godt af de udsatte borgere.

Jørgen Ahlquist (S) var også glad for, at der er fundet penge til voksenhandicap- og familieområdet, og han glædede sig over, at der lokalt er fundet midler til finansieringen af Arne-pensionen, så pengene ikke skal tages fra forsørgelsesområdet og fra jobcentersystemet.

Diana Mose Olesen (SF) – Loftet over, hvor meget kommunernes budgetter må vokse i anlæg og drift, har sat en begrænsning over de muligheder vi har haft, ligesom vi har begrænset hinanden.

– Vi står overfor et nyt byråd og kunne måske have været fristet til at lave et valgkampsbudget – men det synes jeg faktisk, vi har holdt os væk fra, og det er godt. Det vil være træls, hvis et nyt byråd skal begynde med at finde store besparelser, fordi vi ikke har været vores ansvar bevidst.

Diana Mose Olsen glædede sig over, at det er lykkedes at undgå besparelser og at der indenfor de sociale områder var bred enighed om at indgå alliancer blandt alle.

Olfert Krog nævnte, at der var mange ting, man gerne ville give tilskud til, men pengene var der ikke. Han glædede sig over pengene til voksenhandicap og familieområdet, der i hans optik længe har været underfinansieret.

May-Britt Andrea Andersen (K) afslørede, at hendes parti under forhandlingerne overvejede, om partiet skulle gå med I et forlig eller ej. Hun fandt, at det var meget svære forhandlinger, og at der flere gange hos andre var mere stemning for at give penge ud end finde finansieringen. Hun lagde ikke skjul på, at det ikke var et drømmebudget for konservative, og hun opfordrede til, at der fremover ses nærmere på den økonomiske politik og de måltal, der navigeres efter.

Anne Marie Geisler Andersen (R) beskæftigede sig bl.a. med det grønne, ligesom hun var glad for, at der var fundet en større pulje til cykelstier.

Hans Kr. Sønderby (Esbjerglisten) var overordnet glad for budgettet og takkede for godt samarbejde. Han brugte en stor del af taletiden på at kritisere s for deres holdninger til byplanerne i Esbjerg Midtby.

Henrik Vallø (Borgerlisten) advarede mod at tale om de sociale områder som udgiftsområder. Ikke mindst, fordi de har været underfinansieret i mange år. Han opfordrede i stedet for til at italesætte dem som velfærdsområder, vi vil investere i, fordi vi ønsker alle borgere et værdigt liv.

Sarah Nørris (Ø) nævnte budgettet som et puslespil, hvor nogle vil have et og andre noget andet, og hvor borgmesteren sidder med alle hjørnebrikkerne.

Hun hæftede sig ved, at kanten af puslespillet hurtigt blev lagt, og så lagde man de indvendige brikker ved at klippe og skære i nogle brikker hist og her.