Tekst Hasse Jørgensen, foto Sydvestjyske Museer, lørdag den 18. maj 2019

Når Ribes venskabsbys gæster fra Ely besøger Ribe i dagene den 30. august til 2. september i år, får gæsterne bl.a. mulighed for at se det nye Jacob A. Riis Museum.

Der er i øvrigt lagt et godt program for gæsterne, der ankommer til Billund fredag og hentes her i bus.

Lørdag er der reception på Det Gamle Rådhus, og derefter er der tid til at opleve Ribe på egen hånd, evt. deltage i vinfestivalen. Klokken 14 er der besøg på Ribe Katedralskole. Klokken 18 er der fællesspisning ved Storkesøen.

Søndag er der mulighed for at deltage i Gudstjenesten i domkirken klokken 10, og klokken 13 er der foredrag om Jacob A. Riis på Det Gamle Rådhus med efterfølgende besøg på det nye museum.

Gæsterne skal indkvarteres privat, og søndag aften er sat af til samværd mellem værter og gæster, hvorefter gæsterne returnerer til Billund mandag morgen.