Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 11. februar 2025

En af Ribes mest enestående og markante forretninger står foran en større ændring.

Der er tale om Ribe Broderi og Garn. Indehaveren Maren Svendsen, der netop er fyldt 80 år og har drevet forretningen i 55 år, fortæller på Facebook, at hun nu ændrer forretningens koncept.

Maren Svendsen har valgt at udfase garnafdelingen.

I et opslag på Facebook skriver Maren Svendsen. ”Er der en, der er frisk på at begynde garnforretning, så er muligheden der nu.
Efter 55 år har jeg valgt at udfase garnafdelingen.
Vi kommer ikke til at sætte alt ned på én gang, men følg med her på Facebook, for vi sælger garnerne ud én efter én til favorable priser.
Broderi, småting, tilbehør, stof, symaskiner samt reparation af symaskiner fortsætter som før”

Forretningen i Dagmarsgade i Ribe har gennem årtier tiltrukket massevis af kunder ikke alene lokalt men fra hele landet, og forretningen har været kendt for en fantastisk service. Uanset, hvor mange kunder, der stod i forretningen, gav Maren Svendsen og det øvrige personale sig altid god tid til at vejlede og give gode råd.

Maren Svendsens søn, Allan, vil ifølge opslaget på Facebook fortsat drive symaskineforretning fra adressen på Dagmarsgade, lige som andre aktiviteter vil fortsætte.