Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 3. marts 2023

Samtidig med, at Ribe Fjernvarmeværk er tæt på at sætte gravearbejdet i Øster Vedsted i gang for at skaffe de lokale beboere fjernvarme, får Ribe Fjernvarmeværk også besøg af energiminister Lars Aagaard (M). Det sker på onsdag den 8. marts.

Ministeren skal mødes med ledelsen af fjernvarmeværket og derefter bliver der en rundtur på værket.

– Vi vil drøfte de udfordringer, vi ser i økonomien omkring udrulningen af fjernvarme i yderområderne med ministeren. De tilskudsordninger, der er, er lavet på en tid, hvor økonomien så helt anderledes ud, end tilfældet er i dag, siger driftsleder Richard Boisen.

Besøget i Ribe falder sammen med, at ministeren også skal besøge Esbjerg, og i den forbindelse har ministeren ytret ønske om at se et moderne fjernvarmeværk. Her faldt valget på værket i Ribe.

– Og vi vil vise ministeren hvordan et moderne fjernvarmeværk ser ud i vores optik, siger Richard Boisen.