Tekst Hasse Jørgensen, foto Google. Tirsdag den 15. jan.

Selv om blækket for længst er blevet tørt på den aftale, der er indgået mellem Salling Gruop og Coop om leje af den tidligere Fakta-forretning på Nørremarken, er der ikke sket meget synligt på stedet.

I oktober indgik Salling Group og Coop en aftale om, at Salling Group skulle overtage Coops lejemål af bygningen, som vi den gang skrev på RYK IND RIBE. Overtagelsen skulle ske med henblik på at åbne en Netto på stedet. Aftalen er konfirmeret af udlejer, og i øjeblikket forhandles der om tilladelse til at udvide bygningen med 200 kvadratmeter til de 1000 kvadratmeter, som Salling Group ønsker til sin nye Netto.

Hvornår udvidelsen eventuelt kan blive en realitet, afhænger også af en kommunal tilladelse til byggeriet.

Fakta i Ribe blev lukket, da Coop besluttede at lukke små 50 Fakta-butikker over hele landet. Kort tid efter, at den lokale Fakta var lukket, blev det kendt, at Salling Group overtog lejemålet. Rent juridisk overtog Salling Group bygningen ved Trojels Knæ ved årsskiftet.

Salling Group kan ikke give nogen tidsfrist for åbningen af den nye Netto, idet det afhænger af den igangværende forhandling med udlejer og den kommunale tilladelse.

Åbningen af den nye forretning på Nørremarken får ingen indflydelse på Netto ved Seminarievej, der fortsætter uændret i følge det oplyste.