Tekst Hasse Jørgensen, foto Sydvestjyske Museer, onsdag den 3. juni

Endnu et par af Ribes seværdigheder, nemlig Det Gamle Rådhus og Jacob A. Museums, slår efter corona-tiden igen dørene op for publikum. Det sker tirsdag den 9. juni samtidig med, at et par andre museer i kommunen under Sydvestjyske Museer også åbner.

De to andre museer er Esbjerg Museum og Bramming Egnsmuseum, fremgår det af det sidste nyhedsbrev fra Sydvestjyske Museer.

Museet Ribes Vikinger på Odins Plads åbnede allerede den 26. maj for publikum.

En af de genstande, der kan ses på Museet Ribes Vikinger, er en kæbe (se foto), der stammer fra 900-råene.

Kæben stammer fra en lille gravplads ved Ribelund, hvor de døde nærmest var smidt i graven. De fleste var kvinder og børn, og de havde ingen gravgaver med sig. En enkelt af gravene blev dateret til 900-årene. Skeletterne var dårligt bevarede, men en kæbe er usædvanlig godt bevaret og udstillet på museet. Der er tale om en kæbe fra Grav 7 tilhørende et ungt individ, som endnu havde de fleste af sine tænder i behold ved døden og begravelsen.

I udstillingen på Ribes Vikinger vises kæben i et afsnit om kristne grave, fordi der ikke var nogen gravgaver. Spørgsmålet er, om de gravlagte ved Ribelund mon i virkeligheden var slaver?