Kommentar og foto Hasse Jørgensen, fredag den 17. maj 2024

Hvis man vil have forretningen i morgen, skal man handle i den i dag!

Så simpelt er det i virkeligheden, når talen falder på butiksdød.

Det har man i høj grad måttet sande i landområderne – se blot til nu Roager og tidligere Vilslev –  og mange større byer har også lidt butiksdøden og kæmper med tomme butikslokaler.

Hidtil er Ribe gået fri, men lige nu står fire af byens betydende forretninger til at dreje nøglen. Sidste udmelding kommer fra LegeKæden, der vil lukke til august.

I forvejen er det besluttet, at Kop og Kande og dameforretningen Frandsen samt Tip Top i gågaden på et tidspunkt lukker.

Flere handlende fortæller, at et af problemerne er, at en stor del af detailsalget er flyttet til internettet. Flere handlende kan fortælle om, hvordan kunderne kommer ind, kigger på en bestemt vare, føler på den for så at gå igen uden at købe. Angiveligt fordi kunderne så bestiller varen på nettet til en måske lidt lavere pris. Men det er der ingen detailhandlere, der kan leve af.

Ribe har et attraktivt handelsliv til gavn for alle. Et godt handelsliv har en række affødte effekter. Dels giver det arbejdspladser, det giver de faste kunder et stort udvalg at vælge mellem, det trækker kunder fra oplandet, det giver generel omsætning i byen og det er med til at trække de mange turister til hvert år, og som også – viser statistikkerne – lægger mange penge i byen.

Det er værd at huske på.