Tekst: Torben Ravnborg Nissen Foto: René Jørgensen, torsdag den 5. marts 2026
Torsdag aften var der fornemt besøg i Ribe Fritidscenter, da landstræneren for de firdobbelte håndboldverdensmestre, europamestre og olympiske mestre, Nikolaj Bredahl Jacobsen, gæstede hallen. Blandt publikum sad flere, der gennem årene har set ham spille i netop denne hal under de intense RHK–GOG-opgør i de gode gamle dage.
Spilleren, træneren, mennesket
Denne gang gjaldt det foredraget Verdens bedste Nikolaj, som Jacobsen rejser rundt med i disse år. Her tager han publikum med bag facaden i den internationale elitehåndbold og fortæller om, hvad der kræves for at lede et topteam: Hvordan får man en gruppe individualister til at fungere som én enhed, og hvilke mentale værktøjer og ledelsesprincipper gør forskellen?
(artiklen fortsætter og flere billeder herunder)

Nikolaj Jacobsen er ubestridt en af Danmarks største håndboldprofiler gennem tiden. Han er født 22. november 1971 i Viborg, men voksede op fra 11-års-alderen i Oure på Fyn.
Den første del af karrieren foregik i den fynske storklub GOG, og succesen førte ham videre til den tyske storklub THW Kiel, hvor han blev publikumsyndling med kælenavnene Zaubermaus og Niko. Ostseehalle i Kiel gjaldede ofte af råbet “Hey Niko – Hey”, når han løb ned langs sidelinjen, fik highfives og modtog publikums hyldest efter endnu en scoring. I alt scorede han 1.100 mål i Bundesligaen.
For Danmark blev det til 584 mål i 148 landskampe. En alvorlig knæskade satte dog en stopper for karrieren allerede som 35-årig. Efter årene i THW Kiel vendte han hjem til Danmark, hvor han i Viborg HK fungerede som spillende træner, inden knæet endeligt satte punktum for spillerkarrieren.
Han fortsatte som assistenttræner i Viborg, inden han blev cheftræner i Aalborg Håndbold, som han førte til tops i dansk håndbold med et mesterskab allerede i sin første sæson i 2013.
Derefter gik turen til Rhein-Neckar Löwen, hvor han vandt Bundesligaen i 2016 og 2017. I 2017 overtog han samtidig jobbet som landstræner for det danske herrelandshold – og bestred dermed to krævende trænerposter på én gang i mere end to år.
Under hans ledelse har Danmark vundet fire verdensmesterskaber i træk, OL-guld og EM-guld, og han er blevet kåret til verdens bedste håndboldtræner.
Verdens bedste Nikolaj – tilbage i Ribe Fritidscenter
– Det er mærkeligt og lidt nostalgisk at være tilbage i denne hal, og jeg mener, at sidste gang jeg spillede her, var det år, Ribe rykkede ned. Sådan lagde Nikolaj Jacobsen ud – med et kæmpe smil – i sit foredrag om håndbold, mennesker, samarbejde, livssyn og ledelse i Ribe Fritidscenter.
Med humor og en fantastisk formidlingsevne holdt han de 540 tilhørere i sin hule hånd i over halvanden time. Anekdoter fra både spillerkarrieren og trænerlivet blev fortalt med humoren som en gennemgående drivkraft. Men der var også plads til de mere alvorlige, private fortællinger, som gennem årene har været med til at forme ham som spiller, træner og menneske.

EM i Herning 2026
Nikolaj Jacobsen tog også publikum grundigt igennem den seneste slutrunde, hvor han og holdet blev europamestre – en slutrunde, som han selv kaldte den mest fagligt udfordrende af dem alle. Her fortalte han blandt andet om, hvordan hjemmebanen og de store forventninger viste sig at være overraskende svære at håndtere, men også hvordan holdet i fællesskab fandt vejen gennem udfordringerne.

Kram fra Dronningen
Der var også mange sjove historier fra den fritid, der trods alt er til rådighed under en slutrunde, hvilket flere gange fik latteren til at rulle i salen. Som et ekstra indslag fik publikum vist det kendte videoklip, hvor dronning Mary giver ham et stort kram efter triumfen.
– Det kan man jo få, når man har gjort sig fortjent til det, sagde Jacobsen med et stort grin. – Krammet var dejligt, men opbakningen fra kongehuset var det vigtigste.

Den unge og den midaldrende Nikolaj Jacobsen
Publikum fik også hans eget bud på forskellen mellem den unge spiller Nikolaj Jacobsen og den træner, han er i dag. Her lagde han ikke fingre imellem, men fortalte åbent om en ung mand, der til tider sprang over, hvor gærdet var lavest – og en midaldrende træner, der i dag er det diametralt modsatte.
– Jeg ville, som den spiller jeg var, ikke have en chance for at komme på det nutidige landshold, fortalte han ærligt og krydret med sjove anekdoter og sammenligninger mellem fortidens og nutidens håndboldverden.
Og så tilføjede han med et smil: – Men alt det, de kan i dag, er noget jeg har opfundet.
Inspirationen
Han fortalte også om sin egen tilgang til trænergerningen. – Det, der har inspireret mig mest som træner, er spillerne. Jeg har ikke et fast koncept, men tilpasser mig de spillere, jeg har, og prøver at få det optimale ud af deres evner.
Samtidig betonede han vigtigheden af venskab og sammenhold som grundlaget for succes.
En spændende og sjov aften med megen applaus og latter blev sluttet af med en selvsikker erklæring fra landstræneren om, at rekorden for flest scorede mål i en landskamp ikke bliver slået, så længe det er ham, der er chef.












































































