Tekst & Foto: Johnny Tauman
9. april 2024
Asfaltarbejderne fra firmaet NCC havde travlt fra morgenstunden med at lægge nyt asfalt på en mere end 2 kilometer lang strækning på Farupvej. – Inden for den sidste tid har firmaet Arkil lappet strækningen – og nu kommer der så nyt asfalt i vejens fulde bredde. En af medarbejderne siger til RYK IND RIBE: – Vi lægger et tykt lag asfalt, som efter at være tromlet vil have en tykkelse på godt fem centimeter.
Det betyder, at der opstår en høj kant mod rabatten – en kant, som skal sikres mod at blive ødelagt af tunge køretøjer. Projektleder Karsten Gram fra Esbjerg Kommune siger hertil: – Så snart asfaltarbejdet er færdiglavet, vil vi sende lastbiler afsted med kantgrus, som dels skal fyldes i de mange huller i rabatten dels skabe en mere stabil overgang mellem asfalten og rabatten
Asfalten hentes i Kolding – og derfor skal der med transport og ventetid anvendes en del lastvognstog. Den anvendte asfalt er med grov struktur – og RYK IND RIBE følger onsdag op på spørgsmålet, om der skal pålægges slidlag senere.