Tekst & Foto Johnny Tauman
22. maj 2019

Vandløb kan have mange navne ofte knyttet til geografien og lokale bynavne – men når vi taler om farvepaletten, så er det ikke just i den genre, at vi i Danmark kan mønstre ret mange.
Men vi skal alligevel ikke ret langt uden for Ribe for at finde RØDE Å, som er et sideløb til Kongeåen ved Jedsted Mølle. Helt præcis begynder åløbet sit snoede forløb mellem Jedsted Dambrugs laguner og motortrafikvejen.

Jedsted Dambrug vil anlægge sti langs Kongeåen

Ny sti omtalt i marts

RYK IND RIBE skrev i en tidligere artikel publiceret 17. marts, at Daglig leder René Christiansen og direktør Tim Holmgaard Petersen (Snaptun Frys) ”forhandler” med Esbjerg Kommune at anlægge en vandre-/cykelsti fra Jedsted Mølle langs Kongeåen mod øst til motortrafikvejen – og videre til Vilslevvej.

Man kan nyde vandets rislen ved starten af Røde Å

Eksisterende bro over Røde Å

Nu oplyser begge parter, at projektet bliver til noget – og derfor har RYK IND RIBE besøgt området fra broen over Kongeåen ved Jedsted Mølle til den eksisterende bro over Røde Å.
Når stien bliver færdig anlagt langs Kongeåen, bliver det en god oplevelse for gående og cyklende. Kongeåen har med det nye stryg fået ”fart” på og vandets rislen er en lise for sjælen – måske med et stop ved en bænk, og så bare nyde et øjeblik, for trafikken fra motortrafikvejen kan man jo ikke undgå.

Trafikken over Kongeåen går gennem Dambruget

Økonomien er på plads

Modeldambruget Jedsted Mølle har valgt at poste penge i anlæggelsen af den nye stiforbindelse – og får til gengæld råderet over den nuværende sti, som skærer sig tværs gennem virksomheden – med dambrug på vestsiden og laguner om østsiden. Dambruget skal afholde udgifterne til 450-500 meter af stien, mens Esbjerg Kommune skal sikre broen over Røde Å med rækværk, kobler stien sammen med en eksisterende grusvej samt gennemfører en naboorientering samt ”partshøring”.

Røde Å snor sig gennem landskabet

Anlæg af en rekreativ stiforbindelse vil have mange vindere – både i lokalområdet, men også hos gæster / turister, som nyder at vandre langs de danske vandløb.

RØD, SORT og BLÅ

Og tilbage til farverne: der findes både gule og sorte floder – og i Danmark har vi udover RØDE Å også SORTE Å og BLÅ Å. Findes der mon flere?