En stædig ildsjæl

Tekst: Torben Ravnborg Nissen foto: René Jørgensen
7. februar 2019.

En stædig ildsjæl

Klimamarch i Ribe

Fredag den 1. februar lagde Ribe gader til en stor demonstration, der satte fokus på de omfattende klimaforandringer i Verden. En klimamarch, der også fandt sted i ti andre danske byer. Skole- og gymnasieelever fravalgte undervisningen, hvilket dog blev noteret som fravær, til fordel for noget større, nemlig den truende globale klimasituation.
Mange ribeborgere unge som ældre fulgte trop, og mange kom med kaffe og brød, og der var ca. 500 deltagere i alt. Et overvældende stort tal for en by af Ribes størrelse.
Sidst, Ribe havde store demonstrationer, var i starten af 1980erne, hvor der bl.a. var en større demonstration til fordel for pædagogernes arbejdsvilkår, og ligeledes kunne 1. maj demonstrationerne op gennem 1980erne trække folk af huse.

Klimamarchen blev arrangeret af tre unge gymnasieelever: Valdemar Dvinge, Virgil Bendixen og Karen Krogh Nielsen, og RYK IND RIBE har været på besøg hos Karen, der bor på Engvej i Ribe.

Initiativtager og koordinator

Karen er en køn, ung attenårig pige med et fast og venligt blik. Hun bliver student til sommer, og da RYK IND RIBE er på besøg på Engvej, hvor hun bor sammen med sine forældre, er hun i gang med sin SSO, der er en større skriftlig, individuel eksamensopgave på HF- studiet. Men Karen giver sig god tid til et besøg.

”Jeg er født og opvokset i Ribe og har to større søskende, der nu bor i Aarhus. Her i familien er vi tætte, og vi har et stærkt familiebånd. Vi børn har fra små lært at ytre os, tage stilling og have medbestemmelse, og vores forældre har givet os den tillid og tryghed, der skal til for at kunne være aktivt deltagende i samfundet,” fortæller Karen, mens hun byder på kaffe.
”Jeg har gennem hele mit liv lært at satse på bæredygtighed. Vi bager f.eks. alt brød selv med gode sunde råvarer, og vi holder høns – økologiske naturligvis, der forsyner os med æg, og da jeg for små to år siden blev vegetar, valgte mine forældre at følge trop, så det satses der på i det daglige. Mine forældre kan dog sagtens spise kød, når de er i byen,” smiler Karen.
”Vi har solceller som varmekilde og i det hele taget er vi meget bevidste om at tage hensyn til miljøet,” fortæller Karen. ”og vi er en familie, der er åben for debat og ytrer os gerne.”

I fritiden er det venner i og omkring Ribe og i Aarhus og København, der tager tiden, og især musikken har hendes store interesse. Hun fortæller, at hun går på Esbjerg Kulturskoles talentlinie, hvor den står på sammenspil og timer i solosang. Oveni det tager hun undervisning i musikteori og hørelære.

”Hvad får en ung dansk gymnasiepige til at arrangere en større klimamarch”?

”Det startede med, at Valdemars fætter opfordrede ham til at sætte noget i gang i Ribe. Der skulle være klimamarch i flere byer, så hvorfor ikke i en af de mindre af slagsen? Valdemar, Virgil og jeg satte os sammen, og til at starte med tænkte vi, at det ville blive en lille event med en ti-tolv deltagere og et enkelt banner, men da vi luftede tanken, kunne vi mærke, at interessen var større, end vi troede. Vi fik kontakt med en koordinatorgruppe på Facebook, der gav gode råd, tip og tricks til, hvordan man starter noget sådant op, og de skabte kontakt til Klimastrejke.org og vi fik forbindelse til bevægelsen Fridays for Future.”

”Hvad var din rolle i det?”

”Vi blev enige om, at vi ville lave en rigtig Klimastrejke, og at jeg skulle være koordinator på projektet, og herfra gik det stærkt.
Vi fik lavet en Facebookgruppe, og snart var der 50 deltagere tilmeldt og 200 interesserede.
Men det gik op for os, at der var et stort forarbejde, der skulle gøres. Vi satte os i kontakt med kommune og politi, og vi startede på at lave bannere, skrive taler og kontakte pressen. JyskeVestkysten og Ribe Ugeavis viste interesse og Information henvendte sig til mig for et interview. Det var stort.”

”Hvordan fandt du tiden til det, der var jo også en skole og musikken, der skulle passes?”

”Jeg tror, at den store interesse og opbakning til projektet gav så meget energi, at det gik op i en højere enhed, og så finder man jo tiden.”

Rektor var skeptisk

”Hvad sagde rektor til, at I lagde dele af skolen øde?”

Han tog det meget pænt, men var noget skeptisk. Nogle få har kaldt det for pjæk, men det vil jeg gerne pointere, at det var det ikke. Det var en strejke for noget større og vigtigere, og det gav større opmærksomhed at lægge den i skoletiden.”
Vi har efterfølgende fået masser af positiv respons fra nær og fjern.”

En fælles sag

”Klimaforandringerne bekymrer unge over hele Verden. Det er jo vores fremtid, der er på spil. For mig at se kommer klimaet i første række, alt andet kommer efter. Selv fattigdomsbekæmpelse, higen efter vækst og militære konflikter kommer i sagens natur i anden række. Er klimaet ødelagt, er der jo ikke noget tilbage,” siger Karen og kigger alvorligt på mig.
”Det stikker dybt personligt, politisk og samfundsmæssigt for mig, og jeg engagerer mig i det. Det kan godt give en del modstand og uenighed, men jeg er efterhånden rustet til det. Generelt kan man mærke, at bæredygtighed og klimaforandringerne har stor betydning for os unge, og heldigvis kan vi mødes på tværs af politiske skel, med selvfølgelig er alle ikke enige min måde at gøre det på. Men jo mere modstand, jeg møder, jo mere stædig og determineret bliver jeg,” griner hun.

Fremtiden

Til sommer bliver Karen student og vil derefter gerne arbejde et halvt års tid, hvorefter programmet står på højskoleophold og senere en udenlandsrejse. Dog ikke med fly, undtagen hvis det er højst nødvendigt.

”Jeg vil ud og suge til mig, opleve og lære alt det, man ikke kan lære i en skole,” afslutter Karen.

Hun ved ikke rigtigt, hvad der skal ske herefter, men antropologistudiet på universitetet og læreruddannelsen på Den frie Lærerskole i Ollerup er muligheder, men hun er åben for alt.

En sand ildsjæl!