Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, onsdag den 26. november 2025

Det smukke kirkerum i Sct. Catharinæ Kirke var næsten fyldt med gæster, og de første toner af Johan Sebastian Bach lød som eftermiddagens præludium. En bedre måde at opnå en fuldstændig afslappet tilstand er svær at finde i en tid, hvor julens stress og jag så småt er ved at melde sig.

Den smukke musik, der udover Bach bød på værker af Heinrich Lang (“Es ist ein Ros´entsprungen”) og G.P. Telemann blev dygtigt fremført af Benjamin Friis Nielsen på orgel og Søren Storm på violin, og eftermiddagens læsninger blev forestået af sognepræst Tine Bøge Pedersen fra Farup Kirke.

Adventsaftensang er efterhånden blevet en velbesøgt og for mange kær tradition. Kombinationen af smuk musik, bibelske læsninger og fællessang af adventstidens salmer skaber en særlig stemning, og arrangementerne finder sted onsdagene op til søndage i advent.

Næste gange er den 3., 10. og 17. december kl. 17.00. Arrangementerne varer ca. 35 minutter, og der er fri adgang.