Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 9. juli 2026

En usædvanlig historie, som ingen troede kunne finde sted, har udspillet sig i Ribe.

Tre mænd har igennem mange år på samme tid været kærester med den samme unge pige. De har nu medvirket i to podcasts, og ifølge TV2 kalder eksperter dem for ’forbilleder’, fordi de står frem og deler deres historie, om at være sårbare.

Det er utroligt men dog sandt, at de tre mænd, der bor i en relativ lille by som Ribe, kan være kærester med den samme pige på samme tid, men det er også givet, at den pågældende pige har manipuleret godt og grundigt med dem alle tre.

I sidste uge valgte den ene mand at stå frem, selvom det aldrig har været vigtigt for dem, hvem de var, men historien.

Nu er det næste mand, Chris Mariager Lützhöft, der står frem for at fortælle sin historie. Chris er deltidsbrandmand i Ribe. Det har pigens nuværende kæreste  gjort opmærksom på på sociale medier, hvor Chris bliver beskyldt for at være voldelig.

Bevæggrundene for at stå frem er mange. Han siger selv, at det drejer sig om at fortælle hans historie og at man skal tage ejerskab over sin historie. Det handler også om venskaber og fællesskaber, om at mænd også må vise følelser og det handler om at fortælle, hvordan en relation kan få det dårligste frem i et menneske. Nu beskyldes han desuden af en anonym person på nettet for at have været voldelig overfor den pågældende pige.

– Jeg kan jo følge med i på nettet, hvad der bliver skrevet om mig. Heldigvis kan jeg se, at det er en kamp som han kæmper imod sig selv, for der sidder også andre mennesker derude der åbenbart kender både ham og mig, og som taler min sag. Jeg har på intet tidspunkt kommenteret på det der florerer på internettet, og jeg har heller ikke haft spejdere ude. Jeg læser bare med.

Jeg vil ikke spille hellig

– Jeg vil ikke spille hellig. Jeg har også i forløbet efter d. 10. januar 2025 gjort ting, jeg ikke skulle have gjort, og som ikke er den jeg er. Jeg har holdt hende fast da hun var voldsom og jeg er kommet til at tage hende i håret. Jeg burde være gået da hun bad mig om det i forbindelse med et skænderi en sommeraften sidste år, men jeg blev. Alt i mig havde brug for at blive, for efter 5½ år ville jeg tales med, forstås, høres, vælges, omfavnes og elskes – eller i det mindste have en forklaring jeg kunne forstå.

– Hendes nye kæreste beskylder mig for at have slået hende, og have udøvet psykisk vold igennem flere år imod hende, hvilket jeg blankt kan afvise. Hvis dette skulle være fundet sted, måtte de andre kærester jo have set fysiske skader på hende, hvilket de ikke har. Da alt dette flerkæresteri blev opdaget i januar sidste år, har jeg en aften kortvarigt og ved et uheld haft fat i hendes hår. Den efterfølgende dag, hvor moren ringer og truer os, påstår hun at jeg ”har givet hende en på kassen”. Jeg svarer nej det har jeg ikke og moren fortsætter ”nej men du har revet hende i håret”. Jeg vælger derfor at være på forkant og gå til politiet og fortælle om episoden, hvor der bliver lavet en beretning. Det betyder meget for mig at stå ved alle sider af min historie – også de mindre farverige.

– Hvorfor den nye kæreste fører dette komplot imod mig, tør jeg ikke at sige, men jeg mistænker at det skyldes, at jeg jo i en del af hendes og mit forhold, kendte til en af de andre kærester, hvorfor jeg jo florerede lidt i det skjulte. Det har så gjort, at hun efterfølgende har kunnet fortælle, at hende og jeg jo ikke havde en relation, men at der ”kun” var to forhold. Det er en påstand som jeg heldigvis har kunnet modbevise overfor de mennesker den var vigtig overfor – altså de andre to fyre.

Har været langt ned

Chris erkender desuden, at han har været langt nede på grund af bedrageriet, men at han nu har det godt.

– Jeg er ikke ensom, men jeg befinder mig godt i andres selskab og søger altid fællesskaber. Jeg er et positivt og varmt menneske der tror på det bedste i folk. Den tro kan og skal den pågældende pige ikke tage fra mig, siger Chris, der også erkender, at han i perioden efter bruddet også havde det svært.

Chris fortæller, at han i en periode helt undgik den indre del af Ribe. Det gik først op for ham en nat under en udrykning, hvor han et øjeblik troede, at adressen lå i centrum, hvilket fik hele hans krop til at gå i alarmberedskab:

– Jeg rystede over hele kroppen! Det viste sig, at vi skulle en helt anden vej, og da jeg opdagede det, faldt jeg helt til ro igen. Efter episoden gik det op for mig, at jeg ikke havde været i den indre by i lang tid, så jeg begyndte igen at komme der. Jeg er ripenser, og den pige skal ikke tage min by fra mig, siger Chris.

Chris begyndte at tale med den pågældende pige i foråret 2020. Hen mod vinteren fandt Chris ud af, at hun havde en anden kæreste.

– Hun og jeg var sammen næsten hver eneste dag. Hun var hjemme hos mig og med hjemme hos min familie. Da jeg ad omveje fik at vide, at hun havde en anden kæreste, spurgte jeg hende og hun sagde, at hun ville slå op med ham. Det troede jeg på, og det gjorde jeg i mange år, imens jeg bare blev mindre og mindre.

Afhængig af forholdet

– Jeg blev afhængig af forholdet, og jeg troede, at jeg kunne slå ham af pinden. Hun var med hjemme ved min familie, som gav hende gaver ved højtiderne. Hun var med til at pege den lejlighed ud, som jeg købte. Hun sagde hele tiden, at hun var ved at gå fra ham, og på et tidspunkt var vi nået så langt, at jeg ikke ville give op. Jeg var blevet et produkt af en usund relation. Jeg var blevet afhængig, og jeg havde brug for det. Brug for at lykkedes med at få hende for mig selv.

Først i januar 2025, da den tredje mand kom med i billedet, blev det helt klart, hvordan det var.

– Vi brød alle tre med pigen, men jeg faldt tilbage igen i sommeren 2025, hvor jeg igen så hende i cirka tre måneder. Jeg troede hun havde ændret sig – lært noget. Vi var blandt andet på ferie i Italien sammen. Så kaldte hun mig en dag et andet navn. Navnet på hendes nuværende kæreste.

Deres relation stoppede herefter, men Chris fortæller at deres kontakt først sluttede endeligt i januar 2026, dog var der ikke meget kontakt siden i sommers.

– Efter i sommers blev det svært, for det fællesskab som jeg knuselsker så højt, og som jeg havde med de andre fyre, havde jeg jo søgt væk fra, for igen at forsøge mig med en relation til hende. Derfor var der ikke andet at gøre, end at fortælle gutterne, at jeg var ked af, at jeg var gået uden om dem, men at jeg var tilbage i vores trekløver. Jeg blev igen omfavnet, men bagud på point, naturligvis. Det venskab betyder så uendeligt meget for mig. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde mødt dem, men de er nok nogle af de vigtigste mennesker jeg nogensinde har haft i mit liv. Vi valgte hinanden, brugte hinanden og løftede hinanden. Jeg ville ikke ane hvor jeg var i dag, hvis ikke at de fyre havde været der for mig. Vi ses i øvrigt stadigvæk, og for nyligt skulle en af dem flytte hjem til en ny kæreste – gæt hvem der var flyttemænd, siger Chris med et smil.

Hvordan har du det nu?

– Jeg har det godt. Jeg står et godt sted nu, og har også mødt nye gode mennesker i mit liv. Jeg er kommet videre, og jeg står nu med en meget stærkere psyke og en krop som jeg nu ved kan klare en kaosfase i livet – endda to gange. Og igen må jeg bare sige, at fællesskabet med de andre fyre gjorde mig godt. Vi sad i længe og penslede historien ud sammen, for at forstå og for at komme videre, fortæller Chris.

Historien går over hele landet

Han kan også via venner og familie fortælle, at der tales om historien over hele landet, som også er fortalt på to podcasts med titlerne ”Hanrej i Ribe” og ”Bedraget: Den falske kæreste”.
– I sidste uge kørte jeg studenter rundt i København og Aalborg, og flere af forældrene sagde ”Ej hvor vildt, vi har hørt en historie derfra! Kender du dem?” når jeg fortalte, at jeg kom fra Ribe.

Chris fortæller, at han lige efter bruddet søgte hjælp ved en psykolog og senere på mændenes krisecenter i Esbjerg ”fordi de om nogen kan finde ud af at tale med mænd, der er nede”.

– Jeg gik til psykolog en overgang, men valgte også at række ud til mandecentret i Esbjerg. For mig har det vigtige hele tiden været, at jeg ikke skal bringe dårlig energi med ind i nye relationer. Dét, som jeg har været udsat for, må ikke gå ud over andre mennesker. Det er vigtigt for mig.
– Oplevelsen har lært mig, at det ikke kun er velhavende mænd, der har et forhold til flere kvinder. En flot blondine fra Ribe havde også et forhold til flere mænd på samme tid, lyder det ikke uden galgenhumor fra Chris.

Han slår igen og igen fast, at det handler om at stå ved sine handlinger, det handler om at erkende, at et dårligt parforhold kan få de værste sider frem i én. Sider som man slet ikke troede, man havde. Det handler også om at tale om det og at mænd også gerne må vise følelser og tale om disse.

Fællesskab betyder rigtig meget

– Fællesskaber betyder rigtig meget for mig, og jeg har været så privilegeret, at jeg igennem næsten 10 år har været en del af et fællesskab, hvor man passer på hinanden og er der for hinanden. Da jeg kort efter bruddet fortalte åbent om episoden, de mange kærester og om manipulationen, mærkede jeg fællesskabet i en endnu stærkere grad, end jeg gjorde i forvejen. Nogle af de andre åbnede op om ting i deres liv, og jeg blev igen bekræftet i, at de stærkeste mennesker fortæller når de er svage.

– Jeg har lært rigtig meget af de år, hvor jeg var i forholdet, men især også af perioden efter forholdet. Når jeg oplever, at nogen er kede af det, lytter jeg og kan så bruge min historie og fortælle, at vi alle kommer ud for ting, som vi gerne ville foruden, og at det ikke er det der definerer hvem vi er som mennesker, men måden vi agerer ud fra det og især hvordan vi forholder os til det når vi træder forkert, der definerer os. Enhver kan træde forkert, men jeg tror på, at hvis man tager ejerskab over sin historie, så skaber man et rum, hvor der er plads til at omfavne hinanden, og plads til, at folk kan stille spørgsmål. Kan jeg blot hjælpe ét menneske ved at tage ejerskab over min historie, så er det det hele værd, siger Chris.