Tekst & Collage: Johnny Tauman Foto: René Jørgensen
27. september 2024
Efter en meget varm september med flere ”sommerdage”, er regnen nu vendt tilbage, og dermed kan vi måske forvente, at Hovedengen igen kommer til at fremstå med større eller mindre vand- / mudderhuller, som da Cirkus Arena kom forbi. DMI melder således mulighed for en sjaskvåd fredag!
RYK IND RIBE har spurgt nærmere ind til en tidstermin for plejeplanens beskrivelser af opgaver på Hovedengen og ikke mindst, om der er hold i snakken om at hæve en del af selve pladsen, hvor Ribe Dyrskue, Tulipanfesten og forskellige cirkus anvender.
Flere interessenter
Udvalgsformanden for Plan og Byudvikling, Henning Ravn siger, at Hovedengen er belagt med en fredning og er desuden også beskyttet i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3. – Det betyder, at Esbjerg Kommune derfor ikke blot kan hæve arealet. Det kræver accept fra Danmarks Naturfredningsforening som fredningspart, en tilladelse fra Fredningsnævnet og også en dispensation fra Naturbeskyttelsesloven, lyder beskeden fra formanden.
Ikke afsat midler
Henning Ravn peger også på andre udfordringer og problemstillinger: Hvordan påvirkes vandstanden andre steder i Ribe Å og åens tilstødende arealer, hvad med kultursvampen osv. Han siger videre: – Det kræver ekstern bistand til sådanne hydrologiske undersøgelser, som der ikke er afsat midler til.
En afklaring ligger ikke lige for
– Jeg har med disse vilkår svært ved at se en afklaring lige for, og i hvert fald ikke, så det kan blive aktuelt i forbindelse med arrangementer i 2025, siger Henning Ravn til RYK IND RIBE og tilføjer: – Heldigvis er det flere år siden, det sidst var nødvendigt at aflyse dyrskuet, og forhåbentlig sker det ikke igen foreløbigt.
Foreslår alternative pladser
Udvalgsformanden siger afsluttende. – Der er dog ingen tvivl om, at risikoen for oversvømmelser vokser med de større nedbørsmængder, så jeg vil foreslå, at der tænkes i flere spor. Han peger på muligheden for at sammentænke udfordringerne for Hovedengen med Naturstyrelsens store naturprojekt øst for Ribe, men at Esbjerg Kommune også ser på, om der i givet fald findes andre kommunale arealer, der kan bringes i spil.