Tekst Hasse Jørgensen, foto Norlys, onsdag den 10. januar 2024
254.905 kroner er regnet ned over seks foreninger og fonde i Ribe-området.
De mange, rare penge, kommer fra energigiganten Norlys´ vækstpulje og er en del af de donationer, Norlys uddeler tre gange om året fra vækstpuljen.
De mange penge går lokalt til Teatret Drakomir med 67.838 kroner, Fonden Ribe Kloster med 7.185 kroner, Ribe Tennis Klub med 95.000 kroner, Ribe Bridgeklub med 50.000 kroner, Ribe Håndbold Klub med 34.882 kroner samt Ribe Dykkerklub Sælhunden med 13.749 kroner.
I en pressemeddelelse siger formanden for Norlys, Jens Erik Platz, at missionen med vækstpuljen er lykkedes.
– Da vi skabte vækstpuljen, var det med det klare formål at sætte præg på samfundet omkring os og gøre en håndgribelig forskel for vores andelshavere. Når jeg ser ned over listen af projekter, vi har støttet, så kan jeg konstatere, at vi har gjort lige netop det, lyder det fra formanden.