Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 4. november 2025

Stafet for Livet har netop offentliggjort resultatet af årets arrangement, og det blev på et meget smukt resultat på over en halv million kroner. Præcist 502.709 kr. Beløbet er allerede indbetalt til Kræftens Bekæmpelse.

Stafet For Livet var første gang i Ribe i 2017, og i de 9 år er der i alt sendt over 3,2 mio. kr. til Kræftens Bekæmpelse.

– Det er ikke kun det økonomiske resultat, der er flot. I 2025 har vi haft det største antal deltagere og det største antal Fightere siden corona i 2020.

– Fra Stafetten vil vi gerne takke alle frivillige, sponsorer, samarbejdspartnere, Fightere og alle deltagere for den store indsats, siger tovholder på årets arrangement Betty Madsen.

Stafetten 2025 var præget af mange aktiviteter for børn: Kulturforeningen Quedens – Børneliv deltog, der var home-mini-stafet og Maskotparade.

– Vi håber, at vores fokus på at lave døgnet til en rigtig familie-hygge-dag også kan fortsætte i 2026, sige Betty Madsen.

Højdepunkter var også åbningstale ved folketingets formand Søren Gade og lystale ved brygmester Lars Nielsen. Endvidere har samtalen mellem kræftsygeplejerske Vibse Bjerrum og Mette Pedersen om ”pårørende og fremtiden for kræftpatienter” fået meget, positiv omtale af deltagerne.

Stafettens søndag formiddag plejer at være lidt tam, men heldigvis havde arrangørerne i år fået fat på Happy Jazz, som er den del af Big Band, Ribe.

Styregruppen har netop haft evaluering på Cafe Quedens, hvor cafeen havde sponseret med og drikke til medlemmerne.

Næste års stafet er den 12. – 13. september 2026, hvor stafetten skal fejre 10 års jubilæum i Ribe