Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, søndag den 24. april 2022

REHH’s Cheftræner Arne Thomsen har sagt det tidligere: En håndboldkamp vindes over 60 minutter. Det er ikke nok at spille godt i perioder.

Sådan var det også i slutspilskampen søndag aften mod Skanderborg Århus Håndbold.

Her tabte REHH det vigtige opgør med 28-31 efter 9-12 ved pausen, og dermed er REHH fortsat uden points i slutspillet.

Ribe-Esbjerg HH kom ellers godt fra start og de to hold fulgtes ad, til der manglende ti minutter af første halvleg. Søren Rasmussen startede i målet, og efter et kvarters spil, var hans redningsprocent på 56. Fornemt. Men derefter faldt procenten gevaldigt, og Andreas Haagen kom på mål. Han startede med et par flotte redninger, men så blev det heller ikke til meget mere.

I marken blev der taget alt for mange løse chancer specielt på langskudsmål i angrebet, og forsvaret var ikke på plads.

I anden halvleg fortsatte Skanderborg med at dominere, og midt i halvlegen var holdet foran med seks mål. Men her fik REHH en opblomstring, og fra at være bagud med seks mål, kom REHH med syv minutter tilbage på 25-27, og sejren var indenfor rækkevidde.

Men den tidligere Ribe-træner Nick Rasmussen havde succes med spillet 7 mod 6 i det meste af anden halvleg, og selv om det kostede nogle scoringer i tomt mål, var det i helhed en gevinst for holdet. Det kan måske undre, at Arne Thomsen først på et langt senere tidspunkt valgte samme taktik.

Hvorom alting er, blev kampen spændende med ti minutter igen, hvor forskellen på de to hold kun var to mål. Men REHH formåede ikke at stå distancen, og det kostede et alvorligt pointtab.

Hos REHH var det specielt Jonatan Mollerup, der brillerede, mens det hos modstanderne ikke mindst var Thomas Arnoldsen og Morten Dollerup, der var de ”onde ånder”.

Kampen i tal

Målscorere REHH: Jonas Larholm 6, Johathan Mollerup 6, Mathias Jørgensen 4, Jonas Hald 3, Torben Petersen 2, Christoffer Langerhus 2, Miha Zwizaj 2, Andreas Haagen 1, William Aar 1 og Sune Iversen 1,

Topscorere Skanderborg Århus: Håkon West 7, Thomas Arnoldsen 6, Morten Dollerup 6 og Morten Hempel 6.

Udvisninger:

REHH 2 x 2 min. Skanderborg 1 x 2 min.