Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 25. august 2022

Der var fest og stemning for alle pengene, da der torsdag sidst på formiddagen blev holdt havefest på Margrethegården i Ribe. Shantykoret Capstan fra Esbjerg underholdt med sang og musik, og det var mange af de gode, gamle sømandsviser, der blev genopfrisket ved denne lejlighed til stor glæde for både beboere og medarbejdere.

Det blev både sunget med på de kendte sange, og der blev vugget i takt til musikken. Og efterfølgende var der pølser med brød og diverse tilbehør til alle fra slagter Theilgaard.

Arrangementet var kommet i stand efter en idé fra en pårørende til en af beboerne, og som Helle Tauman fra Margrethegården sagde, så er det dejligt, når de pårørende kommer med gode ideer og arbejder aktivt med på realiseringen af dem.

Idéens ophavsmand var Ove Brødsgaard, der fortalte, at hans hustru bor på Margrethegården på grund af demens.

– Hun har altid elsket sang og musik, og de melodier, hun ikke kender, er ikke værd at kende. Vi var inde og høre Capstan, og hun var vild med dem. Siden har jeg hørt dem endnu en gang, og jeg synes også de er gode.

– Jeg forelagde ideen for Helle, og hun var straks med på den. Så tog jeg kontakt til koret for at høre, hvad de skulle have for at optræde, og som kom arrangementet i stand, fortæller Ove Brødsgaard.

Helle Tauman fortæller, at finansieringen af koret foregik fra den konto, plejehjemmet har med gaver og donationer, og venneforeningen betalte for pølsegildet.

Venneforeningen har omkring 60 medlemmer og vil gerne have flere. Midlerne kommer dels fra den kiosk på plejehjemmet, som Kvickly driver, og hvor venneforeningen får fem procent af overskuddet.

Hele arrangementet blev afviklet på p-pladsen foran plejehjemmet, hvor halvtagene over p-båsene sørgede for dejlig skygge for den stærke sol, der også torsdag gav et rigtigt fint sommervejr med masser af varme.