Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 16. august 2023

Irene M. Mølgaard har siden hun var stor pige aldrig været i tvivl om, at hun skulle være fysioterapeut.

Hun har altid været glad for at dyrke sport, og siden hendes finger som 8-årig i en håndboldkamp gik af led, var fremtiden afgjort.

– Fysioterapeut John Bruun, der havde klinik i Ribe, kom og satte fingeren på plads, og så vidste jeg, at jeg skulle være fysioterapeut, fortæller Irene Mølgaard, der i dag bor i Jedsted men er vokset op på Nørremarken i Ribe.

Irene Mølgaard har etableret sig med selvstændig klinik i sundhedshuset i Ribe, og at hun er blevet selvstændig, skyldes flere årsager.

– Ved at starte selv og gå uden om systemet med ydernumre, bestemmer jeg selv mine arbejdstider, og jeg bestemmer selv, hvor megen tid, jeg sætter af til patienterne. Derfor har jeg altid god tid til at komme rundt om hele mennesket. Det er vigtigt for mig, fortæller Irene Mølgaard denne sensommerformiddag, hvor vi mødes i den nyetablerede klinik på behandlergangen i Sundhedshuset, det tidligere Ribe Sygehus.

– Jeg har været rundt og kigge på egnede lokaler til en klinik i Ribe, men der er den fordel her, at huslejen er billigere, og det betyder også, at jeg er mere herre over min egen arbejdstid, fortæller Irene.

Arbejdsmæssigt spreder Irene sig over mange områder indenfor fysioterapien.  Det gælder fysioterapi (Spændingshovedpine, Ryg-, Bækken, Skulder-, Nakke- Kæbe- og Halebenssmerter), massage (både fysiurgisk og sportsmassage), gyn. Obs Fysioterapi (bækkenbundstjek, inkontinens, bækkenbundstræning, efterfødselstjek, hjemmebehandling, træning, udendørstræning, fysiopilates og kostvejledning.

– At jeg har disse specialer skyldes, at når jeg nu var fysioterapeut, ville jeg også gerne have det hele med, så jeg kan gøre tingene færdige, siger Irene.

Hun er uddannet i Esbjerg i 2006 og var derefter syv år i en klinik i Bramming. Herefter blev det til syv år hos John Bruun i Ribe.

– Og nu er jeg altså kommet dertil, hvor der skulle ske noget nyt, forklarer Irene med et smil.

Men ud over klinikken i Ribe, skal Irene også passe den udendørs træning i Jedsted og idræt om dagen i Gredstedbro, som hun også står for.

– Da jeg selv bor i Jedsted, syntes jeg, at det var nærliggende at starte noget udendørs træning her, for så skulle beboerne i Jedsted jo ikke køre andre steder hen for at komme til træning, lyder Irens forklaring på den aktivitet.