Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, søndag den 1. marts 2026
Der er noget særligt ved de sange, man kan udenad – sange, der ofte dukker op i ens bevidsthed uden varsel. De ligger der bare. I sproget og i minderne. Kim Larsens musik er enestående og melodiøs og hører i langt de fleste tilfælde hjemme netop her. De fleste mennesker mellem fire og firs år kender en eller flere af ørehængerne.
Det var netop de sange, publikum i går aftes var kommet for at høre, da Masser Af Succes endnu en gang gæstede et totalt udsolgt Ribe Bryghus – et spillested, hvor bandet tidligere har spillet for fulde huse og et feststemt, sangglad publikum. Også denne gang var der lagt op til fællesskab og genkendelse fra første nummer.
(artikel fortsætter og flere billeder herunder)

Respektfulde fortolkninger
Med sikker hånd bevægede bandet sig gennem Kim Larsens lange sangkatalog. Ikke som efterligninger, men som respektfulde fortolkninger, der gav plads til både smil, eftertanke, begejstring og fællessang. Bandet lagde en solid grund til forsanger, Anders Baus vokal, der ligner ophavsmandens uden at blive et plagiat.

Forsanger Anders Bau har en vis lighed med Lune Larsen
Medlevende publikum
I går handlede det dog ikke om nostalgi alene, men om musik, der stadig lever – leveret af et band, der i den grad selv lever og går all in i formidlingen af sangene fra Larsens enorme sangskat.
I takt med, at aftenen skred frem, steg volumen og publikums begejstring i en skøn forening.
Numrene skiftede fremdeles mellem den hårde Gasolin lyd til de følsomme og romantiske sange fra Larsens solo-tid og hans tid med Bellami. Publikum tog det til sig i den grad. Havde der været plads i lokalet, havde dansegulvet været fyldt. Men selv her mellem stole og borde var der flere, der bare ikke kunne blive siddende og måtte op og give den gas til den livgivende musik.
Endnu engang masser af succes til Ribe Bryghus og Masser af Succes, der i skøn forening med et medlevende publikum skabte en vidunderlig fest.

Mogens Gadegaard
Lokalt islæt
Bandet har et tydeligt lokalt islæt, idet leadguitarist og korsanger Mogens Gadegaard har boet og arbejdet i Ribe i størstedelen af sit liv og fortsat har store berøringsflader i byen. Han har nu sammen med fru Susanne bosat sig i Tversted, hvor parret har haft sommerhus i mange år.
De øvrige medlemmer er Anders Bau på guitar og vokal, Troels Lassen på bas, Torben Aakmann Larsen på keyboard og kor samt Dan Skjødt på trommer.

Arrangementer i nærmeste fremtid på Ribe Bryghus
14. marts 2026 kl. 20:00: Bechmann Sidenius – lækker amerikansk sydstatsblues. Billetter til 150,- kr. købes i bryghuset eller på Billetsalg.dk ApS
18. april 2026 kl. 20:00: Flemming Bevensee. Billetter til 150,- kr. købes via bryghuset
Inden alle koncerter kan man bestille koncertmenu.









































































