Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 4. september

Årets Langgaard Festival startede som tidligere omtalt i Sct. Catharinæ Kirke, og søndag eftermiddag slutter festivalen i samme kirke, hvor Trio con Brio, Copenhagen, runder festivalen af.

En festival, der indtil skrivende stund har budt på en lang række perler af oplevelser i form af koncerter, foredrag og forskellig events. I alt bliver det – med søndagens events – til omkring 15 forskellige arrangementer rundt om i byen. Arrangementer, der har haft både internationale solister og musikere samt lokale talenter på programmet. Blandt sidstnævnte har været elever fra Ribe Katedralskole og studerende fra Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der ligger givetvis et kolossalt forarbejde i at få en sådan festival op at stå. Selv om det er 12. gang, det sker, og selv om det naturligvis giver en del rutine hos arrangørerne, er der alligevel mangt og meget og mange detaljer, der kan gå galt i et sådant arrangement.

Det har ikke været muligt at følge alle arrangementer, men det, der er selvoplevet, og de meldinger, Deres udsendte har fået fra de forskellige arrangementer er, at festivalen har været en stor succes, og der har været masser af god musik leveret af meget dygtige kunstnere.

Både Langgaard Lounge på Hotel Ribe sent torsdag og fredag, samt Wiener Cafeen i Ribe Kloster lørdag eftermiddag blev også succeser.

I Langgaard Lounge var der mulighed for at møde nogle af de optrædende solister og bl.a. hører deres synspunkt på Langgaards Musik. Det benyttede op mod 250 mennesker sig af over de to aftener.

Temaet for årets festival var ud over Langgaard Wien, og det fik arrangørerne til med hjælp af Cafe Quedens at arrangere en wiener-cafe i Klostergården i forbindelse med dagens koncert. Kaffe og the blev sammen med æbletærte, chokoladetærte og mandel/appelsintærte serveret for godt 200 mennesker i buegangen og den smukke klostergård.

Tilbage er nu søndagens arrangementer, der starter med Gudstjeneste i domkirken efterfulgt af et foredrag i Langgaardsalen i Kannikergården klokken 13 og sluttende klokken 15 med koncert i Sct. Catharinæ Kirke.

Der blev serveret kaffe/the og kage for 200 mennesker i rundgangen.

I Klostergården var der wienercafe.