Tekst & Foto Johnny Tauman
11. august 2019

Beboerforeningen Holme-/Møllevej har været samlet om flere arrangementer fredag og lørdag i forbindelse med den årlige vejfest.
Først var beboerne samlet fredag aften for at markere, at den lokale ildsjæl Ole Pallesen har fået ophængt en hjertestarter i sin garage på Holmevej 21, som resultat af en fælles indsats.

Ole Pallesen viser skiltet, som skal vise brugere til hjertestarteren (Foto: Hans Tauman)

Palle siger i den forbindelse til RYK IND RIBE: ”Vi har på vejen snakket om at indsamle penge til en hjertestarter, men så fandt vi ud af, at vi kunne få en hjertestarter plus et kursus, hvis vi gik mindst 15 ruter til Hjerteforeningens Landsuddeling. Det gjorde vi så den 28. april og indsamlede godt 17.000 kr.”

Mere trygt på Holme-/Møllevej

Det er blevet et mere trygt sted at bo, hvis lynet slår ned, og en nabo, ven, søster, bror eller kollega falder om med hjertestop. Den nye døgntilgængelig hjertestarter på Holmevej 21 er blot en af de i alt 375 nye hjertestartere, der i disse måneder bliver sat op over hele landet.
”Ved en fælles indsats er der taget vigtige skridt til at skaffe mange flere livsvigtige hjertestartere”, siger Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft.

Tusindvis deltog i indsamlingen

Der var ikke tale om en traditionel indsamling, da tusindvis af danskere gik på gaden med røde indsamlingshjerter søndag den 28. april. De indsamlede penge går nemlig ubeskåret til at opsætte nye hjertestartere over hele landet. Derfor kalder Hjerteforeningen konceptet for Landsuddelingen.

Beboerne deltog i kursus fredag aften

Beboerne var på kursus (Foto: Hans Tauman)