Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
21. maj 2023

Turistsæsonen banker for alvor på – om få dage går vi ind i sommermånederne, og ”Karen af Mandø” ligger stadig fortøjet ved Esbjerg Brygge / Strand – i den nye havneattraktion med flot maritimt center.
Men det er jo kun en nødløsning, som skyldes utallige gordiske knuder.

Det enkle spørgsmål lyder – hvor sejler Ribe Træskibslaug ikke bare skibet til Ribe Kammersluse og lægger til ved den anløbsbro, som det tidligere slusemesterskib anvendte.
Det enkle svar er: Nogen har fjernet denne anlægsbro for år siden – af hvilken grund vides ikke – og glemt at erstatte den med en ny.

Der er flere fotos af anløbsbroen, hvor slusemesterens båd lå fortøjet i Materialet: Helhedsplan for Ribe Kammersluse.

Pinlig sag skal løses

– Jeg synes, at det er en pinlig sag for Esbjerg Kommune – og håber på, at collagen kan sætte gang i genetableringen af anløbsbroen – jo hurtigere jo bedre, lyder det fra Anders Rohr Jørgensen (V), der gerne ser, at Karen af Mandø snarest kommer i til Ribe Vesterå i et samarbejde mellem Ribe Træskibslaug og Ribe Sejlklub.

Forvaltning må sadle om

Forvaltningen har oplyst Anders Rohr Jørgensen, at der ikke er nogen lette løsninger med hensyn til at placere Karen af Mandø ved Ribe Kammersluse. Man skriver bla.: – Etablering af en flydebro, også selvom den er midlertidig, vil kræve en VVM-screening og sandsynligvis også dispensation fra §3.
Og vanskelighederne fortsætter: – Der er ingen hurtigere sagsbehandlingsveje for midlertidige løsninger. Vandløbsloven kræver ud over sagsbehandlingstiden, 4 ugers offentlig høring og 4 ugers klagefrist. Og vi kan som myndighed ikke gradbøje.
Forvaltningen peger derimod på, at etablering af en ny bro er ikke vejen frem: – Vi skal søge løsninger inden for de eksisterende broer.

Kun tale om en genetablering

RYK IND RIBE er med på de påpegede krav ved nyetablering af en anløbsbro – her er der dog tale om at genetablere en bro, som har eksisteret i årtier, men er blevet fjernet.

Held og lykke med en hurtig løsning!