Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Kunstmuseum, tirsdag den 9. maj 2023
Stormfloder, oversvømmelser og voldsomt vejr er ikke ukendte i Vadehavsområdet. Gennem historien har vandet haft en stor betydning for egnen og landskabets udformning, og det er blandt andet dét, der har inspireret kunstner Peter Callesen (f.1967) til sine papirværker, der lige nu kan opleves på Ribe Kunstmuseum.
På mandag den 15. maj kl.16.00 byder Ribe Kunstmuseum på en eftermiddag i vandets tegn. Her fortæller museumsinspektør på Sydvestjyske Museer, Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen, om eksempler på historisk voldsomt vejr i Vadehavsområdet. Det har han også gjort i Nationalmuseets podcast Stormflod, og her medvirkede også Truels Stauning Jensen. Truels vil denne eftermiddag give et indblik i arbejdet med digerne syd for Ribe og om de oplevelser, han har i kraft af sit forhenværende hverv som digegreve. Eftermiddagen modereres af museumsinspektør Josephine Nielsen-Bergqvist, der binder oplæggene sammen med Peter Callesens spektakulære skulpturer af papir.
Efter oplæggene vil der være mulighed for at nyde en kop kaffe/te og småkager (inkl. i prisen) og få en uformel snak i museets café.
Billetter (100 kr/75 kr) købes på forhånd via Place2book.com