Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 2. maj 2025
Ribe er rig på mange skønne pletter i form af gårde og haver, og en af dem er Rosenhaven bag Toldboden, som i øjeblikket også bruges af Cafe Quedens, hvor gæsterne nyder at sidde i stilheden og lytte til åens brusen.
Sagen er, at haven rummer på mere end én historie, og en ny blev denne solbeskinnede fredag føjet til.
Den aktuelle begivenhed er, at haven er blevet endnu en rosensort rigere, men det er også en historie om det sammenhold, der kendetegner Ribe, om de mange frivillige, der gør en stor indsats og om de ildsjæle, der står bag.
Tre veninder, Hanne Lund, Betty Neel Jansen og Hedvig Møller Larsen mødes ofte og giver Rosenhaven et løft. Men det specielle er, at både Hanne og Hedvig tager turen til Esbjerg, for at være med i arbejdet.
Og denne fredag blev der plantet en helt speciel genforeningsrose få dage før befrielsen af Danmark efter anden verdenskrig mindes.
Genforeningsrosen blev udviklet til 100 års jubilæet for genforeningen i 1920.
– Men vi synes, at rosen symboliserer mange former for genforening ikke mindst indenfor det kulturelle, fortæller Hedvig Møller Larsen, hvis bedstemor, der også hed Hedvig, var med til at stemme ved afstemningen forud for 1920.
At de tre veninder har fundet hinanden, er noget af en tilfældighed. Betty er med i Rosenselskabet, og ved en sammenkomst i Bramming traf hun Hedvig. De blev enige om at gøre noget ved Rosenhaven, der ejes af Vestjysk Museum. Hedvig kendte Hanne, der netop havde solgt sit hus med have i Esbjerg og var flyttet i lejlighed. Hun er havekyndig manglende at få ”jord under neglene”, og så var fællesskabet etableret til stor glæde for indehaveren af Cafe Quedens, Lise Frederiksen, der sætter stor pris på de frivilliges indsats. De tre veninder sætter til gengæld stor pris på Lises gæstfrihed
Det viste sig, at ved alle de mangeartede roser i Rosenhaven står der en sten med navnet på den enkelte rosesort. De sten var efterhånden groet til, men nu er de kommet frem i lyset.
– Vi har haft en ung mand fra asylcentret i Egebæk-Hviding til hjælp. Han er praktikant i cafeen, og han har taget det grove. Han har været uvurderlig, lyder det samstemmende fra de tre veninder, der fredag kunne nyde resultatet af arbejdet over et køligt glas i den solbeskinnede have.

Ved alle roser ligger der en granitsten med navnet på rosen indhugget