Tekst og foto: Hans Jørgensen

Ribe Handelsgymnasium er færdig som selvstændigt handelsgymnasium og fusioneres med Ribe Katedralskole. Skulle nogen endnu være i tvivl om denne kendsgerning, kan de blot lægge vejen forbi handelsgymnasiets bygninger på Skyttevej i Ribe.

På skiltene foran skolen, hvor der tidligere stod Ribe Handelsgymnasium, er det nu katedralskolens navn, der pryder skiltene.

Tider skifter, og vil man bestå, er det ind i mellem nødvendigt med nytænkning. Handelsgymnasiets elevtal har været dalende, og som direktør Sune Ahrenkiel har udtrykt det: ”Min største opgave er at sikre et stærkt handelsgymnasium. Min næststørste opgave er at sikre en stærk ungdomsuddannelse i Ribe”

Og med sammenslutningen af de to skoler, er Ribe godt rustet til at give fremtidens unge et godt tilbud om uddannelse.

Med sine godt 100 år på bagen har Ribe Handelsskole, som institutionen hed før, præget i tusindvis af unge, men det er intet mod Ribe Katedralskole, der er landets ældste katedralskole. Skolen kan med sikkerhed føres tilbage til 1145 men er formentligt ældre, og de ældste af de nuværende bygninger er fra 1500-tallet.

Handelsgymnasiets bygninger er som bekendt solgt til Ribe Privatskole, der overtager dem til årsskiftet og skal i gang med bygning af en sportshal på stedet.