Tekst og foto Hasse Jørgensen, copyright. Tirsdag den 25. september

Nogle var meget interesserede. Nogle var mere betænkelige, men efterhånden som ”undervisningen” skred frem, blev modet større og større hos de fleste, og pludseligt ville mange godt røre.

Stedet var Ribe Katedralskole denne tirsdag morgen, hvor knapt 150 elever fra skolen i Egebæk-Hviding, Ansgarskolen og Vittenbergskolen blev undervist i naturfag. Underviserne var elever fra 2. g.

Og den situation, der er beskrevet i indledningen, opstod i lokalet, hvor det var hjerne, hjerte og lunger, der skulle undersøges og fortælles om.

En rigtig hjerne havde de dygtige studerende fra 2. g ikke kunnet skaffe, men et rigtigt hjerte og en rigtig lunge med tydelige blodrester lå på stålbordene i plastikfade, og dem kunne folkeskolens elever både se på og røre ved samt få forklaret om. Organerne stammede fra grise, der som bekendt er det dyr, der organmæssigt ligner mennesket mest.

Og det var her, de skeptiske miner fra starten blev blødt (undskyld udtrykket) op. Et par af de første bemærkninger, da eleverne så organerne, var adr og ulækkert. Men som sagt fik nysgerrigheden og interessen overtaget hos langt de fleste af de helt unge elever, og så blev der både stillet spørgsmål og rørt ved organerne.

Arrangementet var et led i en introduktion af naturfagene på katedralskolen for måske kommende studerende, og ud over organerne var der mulighed for at studere følesansen, lyd og svingninger, lys, kredsløbet og puls.

Og der er ingen tvivl om, at folkeskoleeleverne kom hjem en oplevelse rigere, og det samme gjorde katedralskolens studerende, for et er selv at modtage undervisning. Noget andet er at give den, men de studerende klarede det flot.