Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 21. februar 2023

Omkring 70 elever plus personale måtte tirsdag aften evakueres fra Ungdomshøjskolen i Vester Vedsted.

Ingen personer kom dog noget til, og det viste sig, at branden var mindre dramatisk end først antaget.

Der var opstået ild i en pejseskorsten, og det resulterede i en kraftig røgudvikling i pejsestuen. Der blev derfor slået alarm, og eleverne og personale blev evakueret.

Da Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe kom, var ilden i skorstenen gået ud. Brandvæsnet sørgede for at ventilere rummet samt tilkalde en skorstensfejer, så skorstenen kunne blive renset.

I løbet af en times tid, kunne eleverne og personalet vende tilbage til bygningen.