Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 5. november 2024

Der er ingen tvivl om, at de omkring 700 studerende, der går på Ribe Katedralskole, fik en grundig indføring i det amerikanske præsidentvalg, der er i fuld gang i disse timer, og det amerikanske demokrati.

Det skete ved det store arrangement, som skolen havde stillet på benene tirsdag aften fra klokken 18 til 22.

Det var en undervisning i en anden form end den sædvanlige, hvor eleverne dels var i klasserne og dels samledes i den store sal på skolen for at høre direkte interview med en amerikansk vælger, en reporter og en af skolens tidligere elever, Karen Ernst Lüdeking, som beskrevet andet sted på siden.

Men ikke nok med det. Eleverne fik også en indføring i det amerikanske valgsystem, som med sine valgmænd er noget anderledes end det danske system med direkte valg. Og de fik en indføring i, at valget faktisk drejer sig om meget andet end valget af en præsident. Det amerikanske system bygger to kamrer i Kongressens hus, nemlig Senatet og Repræsentanternes hus. Til sidstnævnte vælges der et antal repræsentanter i delstaterne i forhold til staternes størrelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der var gjort meget ud af aftenen både på scenen og på “gulvet”

Med til en beskrivelse af aftenen hører, at mange af eleverne havde gjort sig umage med udklædning og udsmykning ikke mindst i form af ansigtsmaling.

Din udsendte mødte således flere udgaver af Donald Trump, den mexicanske immigrant, der hilste på Donald Trump og elever, hvor ansigtet var et stort malet amerikansk flag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Selveste Trump var mødt op måske med en vælger.

Da aftenen gik på hæld på skolen, talte vi med syv elever, Sigurd Nielsen, Alberte Schultz, Viktor Henriksen, Andreas Hermansen, Nethe Bjerrum, Karla Thuesen og Lena Madsen, og deres kollektive begejstring for aftenen var ikke til at tage fejl af.

Det var enige i, at det havde været både en hyggelig og særdeles lærerig aften.

På spørgsmålet om, hvem, de ville stemme på, hvis de var amerikanere, svarede Viktor, at som europæer og danske ville han nok stemme på Harris, men han kunne også forstå, at amerikanerne har en anden indgangsvinkel.

Lena: – Trump har en anderledes måde at føre politik på. Han har en helt anderledes retorik.

På spørgsmålet, om de hellere ville bo i USA end i Danmark, var svaret entydigt: – Vi har det godt her.

Og sådan blev eleverne sendt hjem ved 22-tiden og kan som vi andre med spænding afvente det amerikanske valgresultat.

De syv elever, vi talte med efter eventen, var enige i, at det havde været en hyggelig og lærerig aften.