Tekst: Torben Ravnborg Nissen Foto: René Jørgensen, onsdag den 4. februar 2026
Musical på Ribe Katedralskole
Der var liv og glade dage i sportshallen på Damvej i dagene op til onsdag, hvor tæppet – billedligt talt – gik for årets musical på Ribe Katedralskole. Siden september 2025 har 74 elever på tværs af klasser og årgange, seks lærere og tre pedeller arbejdet målrettet frem mod premieren, som fandt sted til aften som den første af to forestillinger.
Mandage har været faste øvedage, og weekender er også blevet taget i brug. Sang, dans, skuespil og musik er vokset frem side om side med kulisser, kostumer, lys og lyd – alt sammen udviklet, øvet og finpudset, indtil det i aften skulle stå sin endelige prøve. Intensiteten, spændingen og ikke mindst fællesskabets styrke var tydeligt til stede allerede inden første tone lød.
Årets musical har titlen I Have a Dream (Mamma Mia) og vil for mange vække genkendelse. Historien er bygget op omkring ABBA’s velkendte, smukke sange og følger den unge Sophie, der står foran sit bryllup – og samtidig over for et afgørende spørgsmål om sin egen fortid. Det sætter gang i både følelser, forviklinger og en række humoristiske situationer, da fortiden uventet banker på. Resultatet er en fortælling om kærlighed, venskab, identitet og familiebånd – fortalt med varme, drama og lethed og krydret med mange af ABBA’s største hits.
I Have a Dream er ikke blot en forestilling, men kulminationen på hele skoleårets fælles indsats. Et projekt båret af engagement, tid og vilje og af elever, der ikke blot står på scenen, men også har taget ansvar for alt det, der får helheden til at fungere.
(artiklen fortsætter under billedet)

I Have a Dream
Da forestillingen til aften foldede sig ud, mødte vi Sophie, der står foran sit bryllup med Sky. Men under overfladen rumsterer et spørgsmål, hun ikke kan slippe. Hendes mor Donna førte for 20 år siden et liv med frihed og forelskelse – og i samme tidsrum havde hun en relation til tre forskellige mænd. I Donnas dagbog finder Sophie deres navne, og i forsøget på at finde svaret på, hvem der egentlig er hendes far, inviterer hun dem alle tre til brylluppet. Uvidende om hinandens rolle – og uden at Donna kender til datterens plan.
Det er en historie, der balancerer lethed og følelse, og den blev her fortalt med stor sikkerhed. Musikken satte ind med et professionelt overskud: et stort orkester i bigband-stil og et imponerende kor som supplement og støtte til solisterne, der leverede ABBA’s sange i en lind strøm. Sang og musik var exceptionelt godt udført, og energien smittede øjeblikkeligt publikum.
Midt i fortællingen er kernen relationen mellem Sophie og Donna. De to kvindelige hovedroller bar forestillingens følelsesmæssige tyngde, og deres sang rørte. Det var nært, ærligt og uden overdrivelse. Det falder svært at fremhæve nogen af de dygtige unge mennesker, men for pokker, hvor de to piger kan synge!
Humoren havde også sin plads. Flere af de medvirkende viste et udpræget komisk talent, og dialogen faldt klart og vellydende. Replikkerne var præcise, timingen sikker og humoren ofte subtil – men effektiv og udløste stor applaus og latter fra publikum.
Scenografien var enkel og let at afkode, kostumerne flotte og gennemtænkte. Samspillet mellem skuespil, sang, musik og den meget velkoreograferede dans var harmonisk, og selv om der kunne spores ganske få og ubetydelige skønhedsfejl, stod helheden stærkt. Alt spillede – og alt spillede sammen.
Forestillingen kulminerede i et festfyrværkeri af ABBA-hits, hvor scene og sal smeltede sammen i ren spilleglæde. Det var en amatørforestilling, men det var der absolut ingen, der kunne høre eller se, og hvis dette er eksemplarisk for ungdommen anno 2026, så er der virkelig håb for fremtiden.
Tak til alle – og især til alle jer pragtfulde unge mennesker.
Torsdag aften er der endnu en mulighed for at opleve I Have a Dream i Ribe Katedralskoles sportshal på Damvej. Grib den!
(flere billeder under dette)










Annonce
ADINSERTER ROTATE]
Annonce
ADINSERTER ROTATE]
Annonce
ADINSERTER ROTATE]
Annonce
ADINSERTER ROTATE]
Annonce
Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

















































