Tekst Hasse Jørgensen, fotos Ribe Katedralskole, onsdag den 23. oktober
Når man studerer på Ribe Katedralskole, handler det ikke kun om at sætte sig ned på sin dertil indrettede og suge til sig af viden. Det handler i høj grad også om at engagere sig, deltage i projekter og selv formidle den viden, man tilegner sig, videre til andre.
Det har elever i 2.stx med fysik A, kemi A, biologi A og nogle af eleverne med samfundsfag A på skemaet erfaret i et projekt om klimaforandringer.
Eleverne har i hold udvalgt emner indenfor klimaproblemerne, som de ville arbejde med. De har fremstillet nogle flotte plakater, hvor de fortæller om deres forslag til udnyttelse af alternativ energi med henblik på forbedring af klimaet. Fælles for alle var, at der var tale om nogle virkelig flotte posters, hvor der dels var gjort meget ud af layoutet, men også hvor det faglige indhold var i top på et let læselig måde. de mange posters vil i øvrigt kunne ses i katedralskolens rundgang de kommende dage.
Onsdag formiddag fik de så deres præstationer vurderet af et dommerpanel bestående af lærere på skolens samt biolog og naturformidler Emil Vesterager fra Vadehavscentret. Vel at mærke, var det ikke elevernes egne lærere, der var dommere, så dommerne var helt uvildige. Og på fredag får eleverne besøg af elever fra 8. klasse på Ansgarskolen, der også skal høre om gymnasieelevernes forslag til klimaforbedringer, ligesom der vil blive lavet nogle mindre forsøg for gæsterne.
Set med en udefra kommendes øjne må det siges, at stx’erne virkelig er gået op i deres opgave og har engageret sig dybt i klimaproblemerne. De elever, undertegnede talte med, var da også alle begejstrede for denne form for ”skolearbejde”. Som flere af dem sagde, er dette en helt anden måde at arbejde på og alene det at skulle formidle sin egen viden videre, er svært men særdeles lærerigt.
Julie og Daniel er enige om, at det her er helt anderledes. – Vi skal lære at formidle, og det kan være svært. Dommerne stiller spørgsmål, som vi slet ikke har forberedt os på. Det, vi laver, skal både være kreativt og have et stort fagligt indhold.
De to har samen med deres gruppe, der også består af Karoline og Ella, arbejdet med vadehavsplanter, som det er lykkedes at lave brændstof af på en CO2-neutral måde.
Tovholder på hele projektet, Annemette Witt, fortæller, at de studerende under forberedelserne har været på besøg på Syddansk Universitet i Esbjerg, hvor de studerende bl.a. har haft lejlighed til at lave nogle forsøg, som ikke kan laves på katedralskolen.
– Og netop ved at komme på universitetet og senere få besøg af 8. klasse, er vi med til at bygge bro, og vores studerende får lejlighed til at se lidt af universitetet.
Annemette Witt fortæller i øvrigt, at første års studerende kommer til universiteterne i Odense eller Århus, mens tredje års studerende er i København, hvor der også er universitetsbesøg indlagt.
Projektet onsdag foregik på den måde, at grupperne hver i sær præsenterede deres projekter for dommerne, og mens de strenge dommere voterede, kårede eleverne deres ”publikumsfavorit”.
Det blev gruppe 5, der lavede projektet ”Fra BurgerKing i Ribe til kampen mod klimaet i Ribe.
Dommerne mente, at gruppe 17 var vinder med projektet ”Er vindenergi løsning på den nye klimalov?”.
De blev tæt forfulgt af gruppe 1 med projektet ”Vind svaret på energikrisen”. Afgørelsen var så tæt, at det kun var skriftstørrelsen på plakaterne, der i sidste ende afgjorde placeringen.