Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 5. juni 2025

Elever og lærere er den direkte årsag til, at Riberhus Privatskole har fået en hjertestarter.

Hjertestarteren er sat på ved sportshallen ved Sorsigvej (tidligere Nørremarkskolen) og her gavner den ikke alene brugerne af hallen, men også de mange, der kommer i det grønne område bl.a. for at spille Krolf.

Pengene til hjertestarteren er samlet ind på skolernes motionsdag, den sidste fredag før efterårsferien.

– Normalt e det sådan, at de penge, vi får ind på skolernes motionsdag, er gået til en velgørende forening eller lignende. Men så var der en på lærerværelset, der foreslog, at vi skulle prøve at skaffe penge til en hjertestarter, og sådan blev det, fortæller lærer Jerome Bonal, der er en af de tre lærere bag projektet.

Hvem er det, der løber?

– Det er alle elever lige fra 1. klasse til overbygningen, og pengene kommer ind ved, at forældre og andre sponsorerer et beløb for hver løbet kilometer eller giver et fast beløb for elevens deltagelse.

Jerome Bonal fortæller videre, at i år løb eleverne omkring 13.000 kroner ind til hjerteforeningen, og skolens støtteforening, der primært består af forældre, lagde de sidste omkring 8.000 kroner i kassen, så hjertestarteren blev en realitet.