Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 28. august 2024

Vittenbergskolen har oprettet et naturfag som valgfag md titlen Nak og Æd stærkt inspireret af TV-udsendelsen på DR af samme navn. Og nu har elever fra Vittenbergskolen fået en særlig oplevelse.

DRs Nak og Æd-program er i disse dage i Ribe-området for at optage til en ny udsendelse. De skal prøve at fange en fladfisk i Vadehavet med faghus og har slået lejr lidt syd for Ribe. De har også været “på rov” i Vesterenge, hvor naturen lige nu bugner af bær og frugt.

Mellem optagelserne er der blevet tid til at nogle af de lokale elever fra valgfaget Nak og Æd på Vittenbergskolen har været på besøg i lejren og hilse på Jørgen og Nikolaj, der gav sig god tid til at tale med eleverne.

Kontakten kom i stand, da lærer Finn Vind blev spurgt, om han kunne være behjælpelig med at finde nogle områder til Nak og Æd, hvor de kunne fange noget, som de kunne bruge.

– Og så må jeg da indrømme, at jeg benyttede mig af chancen til at spørge, om eleverne ikke måtte komme på besøg. Det måtte de meget gerne, når det kunne passe ind i programmet. Og Jørgen og Nikolaj gav sig god til at at forklare om, hvad de laver, ligesom eleverne kunne fortælle, hvad deres valgfag går ud på, og de stillede nogle gode spørgsmål på den omkring halve time, som besøget varede, fortæller Finn Vind.

DR oplyser, at de forventer at programmet sendes til december.

Jørgen og Nikolajs arbejdsplads