Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 5. september
Når arbejdet med den elektroniske parkeringshenvisning i Ribe skal sættes i gang, sker det først efter et udbud i EU.
Reglerne siger nemlig, at et sådant projekt skal i EU-udbud, hvis vareindkøbet overstiger omkring 1,7 millioner kroner. Ved etableringen af den elektroniske parkeringshenvisning i Ribe og Esbjerg er vareindkøbet langt den største del af entreprisen, og da den del klart forventes at overskride de 1,7 millioner kroner, skal opgaven sendes i EU-udbud.
Havde det været en ren anlægsopgave, skulle udgiften have været på omkring 41 millioner kroner, før det var nødvendigt at sende sagen i EU-udbud.
Trods kravet om, at alle i EU kan byde på opgaven, ventes det, at arbejdet med etableringen i Ribe kan være færdig før turistsæsonen i 2019 sætter ind.
Materialet til udbudsrunden ventes at være færdigt om kort tid.










































































