Tekst & Foto: Johnny Tauman
7. december 2020

Det er ikke for sent! Søren Mulvads julebog: Nisserne på Riberhus kan stadig erhverves, men det haster! Du vil opleve, hvordan Søren på fornemste måde formidler ”Historien fra den gamle skindindbundne bog” – skrevet med runer – og som han har oversat gennem en arbejdsproces, som varede godt 1½ år.

Søren er ekvilibrist ud i det danske sprog – og har såmænd også sat skik på RYK IND RIBE, hvad angår ejefald ”esset”. Det hedder Peters bil og ikke Peter´s bil – og derfor naturligvis Niels´ bil. Eller er det så naturligt?

RYK IND RIBEs medarbejder læser dagligt en af Hermans fortællinger – og nyder Sørens sproglige finurligheder. Se blot på nedenstående eksempler:

Fra Hermans første fortælling:

Tumle sad på bænken ved siden af posen med guldmønter, og han så, at kromanden gik og smilede så LUMSKELIG, mens han kastede nysgerrige blikke efter posen.

Fra Hermans tredje fortælling:

Dronningen blev helt FJOLLET AF GLÆDE og stolthed og plantede et stort kys lige midt på kongens mund.

Fra Hermans fjerde fortælling:

Gæssene SKRINKEDE og skræppede, når de blev fanget, men da gæs ikke husker særlig langt, savnede de ikke hinanden, når de ikke længere kunne se hinanden.

Fra Hermans femte fortælling:

Hun blev puffet omkuld og stødte sig på arme og ben, samtidig med at hun fik snavset tøj på det NEDERDRÆGTIGSTE i sølet i gården uden for døren.

Først blev bordene dækket med fine duge af blankt, glat NETTELDUG.

Fra Hermans sjette fortælling

Tykke NISSEMADAMMER OG SKALDEDE NISSEGAMLINGE fik rørt futterne, som de ikke havde gjort i mange år.

Gå selv på jagt

Og sådan fortsætter det, men det må du nu selv opleve frem mod juleaften, hvor Hermans fireogtyvende fortælling har en onomatopoietikonnet: JANNG.

Efterskrift – her kan bogen købes!

RYK IND RIBE har haft artiklen til korrektur hos Søren, som skriver følgende:
– Det gjorde mig helt SKVABULERET af fryd at læse din omtale. Jeg ved ikke helt, hvordan detailsalget går.
Boghandleren aftog 200 eks i sin ELABURISTISKE og OPULENTE tillid til, at han kunne sælge så mange.
KVICKLY har fået 100 eks i kommission, som jeg afregner med dem til januar.
Herhjemme har jeg godt 50 stykker, som er til fals for liebhavere, om sådanne måtte dukke op.


Skal der – hvad jeg kunne nære et forfængeligt håb om – trykkes flere eks., så skal der regnes med en produktionstid på op til 10 dage, så det er næppe realistisk at regne med.