Tekst Hasse Jørgensen, foto Johnny Tauman, tirsdag den 20. august.

Det milliondyre projekt, der for år tilbage blev lavet i Stampemølleåen, er totalt ubrugeligt. Det er det projekt, som skal hjælpes på vej bl.a. ved, at mere vand ledes fra Ribe Østerå ned gennem Stampemølle Åen. Og med mere vand i Stampemølle Åen vil der blive mindre vand i Mølledammen, som i forvejen er tæt på at blive et vådområde (læs sumpområde), som kommunens teknikere gerne vil have det.

Men i et brev dateret den 14. april 2011 fra Fiskeriinspektorat Øst under Fiskeridirektoratet er konklusionen, at projektet i Stampemølleåen med fjernelse af den daværende turbine, opsætning af en spunsvæg og etablering af et stryg aldrig vil komme til at gavne de fisk, der vandrer opstrøms, herunder snæbelen. Brevet er udfærdiget i et samarbejde med DTU Aqua, der betegnes som nogle af de førende eksperter indenfor vandløb.

Projektet til 6,5 millioner kroner blev hovedsageligt finansieret af midler fra EU, og det blev gennemført i et samarbejde mellem Lindet Statsskovdistrikt og Esbjerg Kommune.

Fire sider fyldt med kritik

I det fire sider lange brev fra Fiskeriinspektorat Øst, som Ryk Ind Ribe er i besiddelse af, advares der kraftigt mod at gennemføre det planlagte projekt. Til gengæld opstilles der en række forslag til, hvordan projektet kan ændres. Men selv med de ændringer vurderes det, at projektet næppe nogen sinde vil komme til at gavne fiskene.

De forslag, der af inspektoratet blev foreslået, er aldrig blevet implementeret i det færdige projekt.

Det bekræfter en af de lokale personer, der ved mest om hele å-systemet, Bjarne Kiholm.

Kritik blev overhørt

Bjarne Kiholm har fra dag et fulgt hele projektet meget nøje.

– Jeg kan garantere, at de forslag, der blev fremsat fra inspektoratet og DTU Aqua, aldrig blev indarbejdet i projektet. Jeg talte med en medarbejder fra kommunen og fik at vide, at hvis ikke projekt fungerer, laver vi bare et nyt. Den udtalelse har jeg siden foreholdt vedkommende på et offentligt møde, og han tog ikke til genmæle men var blot tavs, fortæller Bjarne Kiholm.

Bjarne Kiholm siger videre: – Nu har snæbelen vandret fra Vesteråen til Østeråen gennem Ribe By i 800 år. Men med den nye fisketrappe, der er er lavet i byen, er vejen spærret, for snæbelen kan ikke bruge den fisketrappe.

– Man kunne redde snæbelen ved at sænke vandstanden i Østeråen i den korte periode, snæbelen vandrer, for så ville den kunne svømme direkte igennem. Når vandringen er overstået, kunne man blot hæve vandstanden igen. Det kan gøres med stemmeværkerne, og det koster intet, siger Bjarne Kiholm.

Til kammeratlig samtale

Han kan i øvrigt også fortælle, at han havde et tre timer langt møde med personer fra Lindet Statsskovdistrikt, fordi Bjarne efter skovdistriktets mening var for åbenmundet i pressen.

– De forsøgte at omvende mig, men det lykkedes ikke, konstaterer Kiholm tørt.

I brevet fra inspektoratet og DTU Aqua påpeges en række tekniske problemer ved det projekt, der blev gennemført i åen.

Skal have 25 meter bred å

Bl.a. peges der i brevet på, at der er for lidt vand i Stampemølle Åen. Snæbelen vil gerne have en år med en bredde på omkring 25 meter. Stampemølle Åen er omkring 10 meter bred, og den bredde blev yderligere indskrænket med 40 procent, da man satte spunsvæggen op.

Den blev sat op for at holde grundvandet på et stabilt niveau, så de bagved liggende huse ikke satte sig. Her peges der i brevet på, at spunsvæggen med fordel kunne placeres helt inde ved den nordlige bred, og at vand kunne pumpes ind bag spunsen, så grundvandsspejlet blev holdt. Spunsvæggen står i dag cirka fire meter ude i åen!

Også en lang række kritikpunkter omkring åens løb, vandmængde, strygs længde, hældning o.s.v. påpeges i brevet. Her gøres det gældende, at skal fiskene have gode forhold, skal forholdene være så naturlige som muligt.

Endelig peges der også på, at med den vandmængde, der er i Stampemølle Åen, får man aldrig fiskene til at gå op gennem åen. De vil være der, hvor der er meget vand og strøm. Ergo vil de svømme op i midtbyen.