Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 16. maj 2026
En række små veteranbiler har i dagene omkring Kr. Himmelfartsdag kunnet ses i Ribe. Det er Småbilklubben, der har holdt et landsstævne i Ribe med base på Ribe Camping med generalforsamling og ture i området.
Bl.a. har deltagerne været en tur på Mandø, Ballum og sikringsstilling nord, ligesom bilerne lørdag eftermiddag blev præsenteret på Skibbroen.
Hver aften har deltagerne været samlet på Ribe Camping, hvor der har været fællesspisning og hygge.
Småbilklubben er en landsdækkende forening, hvor medlemmerne har små biler som fælles interesse. Bilerne skal være mindst 30 år gamle, og motorstørrelsen må ikke være over 800 kubikcentimeter, hvilket ikke er meget til en bil.
I klubben er der bl.a. BMW Isetta, BMW 600, BMW 700, Heinkel, Messerschmitt, Fiat 500 og Fiat 600, Renault, Lloyd, Trabant, Goggo, Fuldamobil, Wartburg, Citroen, Bond og Reliant.







































































